Dagen efter valget. Dagen derpå. På tidlig tur med hunden blev jeg ramt af sommermorgenen i villakvarteret. Et sted ramte duften af syrener. Ligesom på min gamle skolevej.
På et øjeblik var jeg sendt tilbage til 1973 til sommermorgenduft og morgensang i den vældige, lysegule aula på Byskolen i Skjern.
”Alt står i Guds faderhånd, hvad han vil, det gør hans ånd…” sang vi med rottehaler og bare ben, mens sollyset flimrede i træerne udenfor. Knap 1000 elever i lange rækker. De ældste bagest. De yngste helt oppe foran, så man kunne se den slidte blå murstensbibel med gult snit.
Om lidt læser inspektøren dagens tekst og beder Fadervor. Det er obligatorisk. Det er folkeskolen. Det er længe siden.
Mange værdier er gennem årtier skyllet ud med tidens badevand. Væk er den brede forståelse af, at mennesket ikke kan alt, at mennesket ikke kan stemme om, hvad der godt og ondt, at mennesket ikke er højeste instans. Hvis noget endelig skulle være større end mennesket, skulle det da lige være klimaet.
”Alt står i Guds faderhånd…” som fællessang er længst forstummet.
Jeg ønsker mig ikke tilbage til dengang. Og hvis jeg gør, ved jeg, at det ikke holder. Vi er her. I en tid, hvor kristne værdier baseret på Bibelen ikke er fælles, ikke tæller som argumenter, men nærmere ses som spændetrøjer.
Behøver jeg nævne områderne abort, flydende køn, kamp for aktiv dødshjælp, rigide regler for trossamfund, strammere greb om frie skoler – og måske mindre frihed i Folkekirken, om det går – ikke som præsten, men som en mulig kirkeministerkandidat prædiker?
Jeg tror og håber, at der er kommet mennesker i Folketinget, som vil kæmpe for de værdier, der har sin livgivende rod i bibelske sandheder. Om de udspringer af levende tro eller respekt for kulturarv og traditioner. Men jeg frygter, at det er stadig mere stejlt op ad bakke.
”Alt står i Guds faderhånd, hvad han vil, det gør hans ånd”. Hvis ikke vi tilnærmelsesvis kan synge den som fællessang i samfundet, så er der brug for, at mange kristne bruger deres stemme – ikke blot i valgboksen, men ved spisebordet, på Facebook, i avisen og over hækken. Og hvis ikke du selv skriver eller taler højt, så bak op om ELN og andre, som bliver ved med at sige dét, der skal siges.
Der er meget på spil, og vi må kæmpe for alt det gode: Frihed til at tro og leve efter overbevisning, respekt for det skabte køn, for livet fra undfangelsen, for gode normer og stærke værdier. Ikke mindst friheden til frit at forkynde det bedste, evangeliet om Jesus til både børn og voksne.
På hylden i hukommelsen står i øvrigt en anden salme nabo til den nævnte: ”Gud er Gud, om alle land lå øde, Gud er Gud, om alle mand var røde – eller blå…”
