Den virkelige coronatest

Skal vi bare lægge vort mismods år bag os så hurtigt som muligt og vende tilbage til vores gode gamle vaner?

Det er ikke nogen stor fornøjelse at blive testet for coronavirus. Faktisk ganske ubehageligt. Men ret vigtigt at gå igennem for at få fastslået tingenes sande tilstand indeni: Er jeg syg eller rask?

Den rette diagnose er forudsætningen for den rette behandling. Medmindre man hellere vil leve i en lykkelig illusion, uanset omkostningerne for en selv og andre.

En smutter?

Det sidste, jeg ønsker, er at trivialisere coronapandemien for dem, som virkelig er blevet ramt på sjæl eller legeme. Al medfølelse og forbøn til dem! Men jeg nægter at tro, at den er en smutter fra Guds side. At den har listet sig ind ad bagdøren, mens han kiggede væk.

Alt, godt eller ondt, er noget, han har taget aktivt stilling til, og ønsker at bruge til bedste for dem, som elsker ham (Romerbrevet kapitel 8 vers 28). Det er først, når ting udsættes for prøvelse og pres, at det, som er indeni, kommer op til overfladen. I Guds hånd og ånd er coronaen en ubehagelig, men vigtig prøvelse af tingenes sande tilstand.

Den har vist mig, hvad jeg i virkeligheden bygger min glæde på. Hvilken teologi om modgang og prøvelse, jeg egentlig har, når det kommer til stykket.

Jeg er dumpet, og det er pinligt.

Arrangementer eller liv?

Hvad har corona-prøvelsen vist os om vores kirker mere generelt?

Har der i vores reaktioner været en god balance mellem naturlig frustration og så det bibelske perspektiv og dette at ’kun regne det for glæde, når vi kommer ud for prøvelser af forskellig slags’ (Jakobs Brev 1 vers 2)?

Har den vist, at vores fællesskab og relationer er stærke og levedygtige, også når de ydre arrangementer tages fra os?

Har den vist, at vores missionale gnist og opfindsomhed ikke kan slås ihjel af nogle forbigående restriktioner?

Har den åbenbaret vores vilje og evne til at se på kriser også som muligheder for at lindre, hjælpe, opmuntre? Sådan som vores forgængere har gjort op igennem historien under langt værre epidemier og prøvelser.

Spørgsmålene er åbent ment, og jeg har set mange positive testresultater – i den egentlige forstand af ordet.

Samtidig tænker jeg, at vi er utrænede og forvænte. At vi ikke har en bibelsk teologi for modgang og prøvelser. Og at vi simpelthen må ruste os selv og hinanden meget bedre på det, som venter i en ikke så fjern fremtid.

Hvad gør vi ved det?

Vores kirkelighed er så veletableret, gennemorganiseret og rig på ydre midler, at det hele kører af sted derudaf uanset åndelige realiteter – lige indtil en krise stikker en kæp i hjulet og tvinger os til at standse op og se os selv i spejlet.

Nu ser det ud til, at vi snart kan køre videre. Så hvad gør vi? Går bort og glemmer? Eller standser vi op og går til lægen med os selv og vores menigheder?

Der er et nyt liv og et dybere, stærkere evangelium for enden af den proces. Der er tilgivelse og helbredelse for alle syge. Der er et bedre fællesskab, en bedre teologi og et tydeligere liv til glæde for andre og os selv og til ære for Gud.

DAGE I BØN: Vil du være med til at bede. Nogle dage - eller blot nogle timer?

FRIMENIGHEDSKONFERENCE: Få inspiration og del erfaring og visioner.

SOGNEKIRKEKONFERENCE: Grib sognekirkens muligheder!