Måske er der en god læring at hente fra en ellers dybt tragisk historie om utroskab?
For godt en uge fik jeg et mindre chok, da jeg sad i sofaen og scrollede nyheder på min mobil. Et af mine personlige forbilleder; en person, jeg har spejlet en vigtig del af min åndelige rejse i; en af de personer, jeg takker Gud for ved navns nævnelse hver søndag; en tilsyneladende sund og ærlig kristen forfatter og journalist havde netop bekendt, at han havde været sin hustru utro gennem otte år(!).
Det har rumsteret dybt i mit sind og mine tanker lige siden. For hvordan kan en mand, som ellers virkede så bevidst og åben om egne fejl og brist, leve i et (selv)bedrag i så lang tid?!
Usundt menneskesyn
Jeg ved godt, at der har været mange af den type afsløringer igennem de seneste årtier, og at jeg i en vis forstand ikke burde være chokeret. Men det er jeg så alligevel. Bl.a. fordi han var ret langt væk fra den type kirkeledere, som jeg tror, er særligt i farezonen.
Måske siger dette mere om mine fordomme end om virkeligheden …
Mit og andres chok vidner muligvis om et usundt menneskesyn i vores del af kirken: Vi bruger meget tid i Bibelens univers, med ultimative sandheder, Gud og Satan, helte og skurke. Dertil kommer næsten helgenagtige gengivelser af personer fra den nære eller fjerne kirkehistorie.
Det kan medføre et behov for at se kristne ledere som enten ideelle og rene – eller helt forkastelige (nogle ledere spiller desværre med på denne leg).
Kan vi gøre noget for at forebygge det?
Kan du være lidt mere konkret?
Jeg tror, det er godt, hvis ledere og forbilleder insisterer på at forlade piedestalen, også selv om andre forsøger at sætte dem derop: At de er noget mere tydelige og konkrete om deres egne brist og mangler, også fra talerstolen og på skrift – og ikke kun som velsmurte jokes eller ydmygt-pralende indrømmelser (dem af jer, der har brug for at forstå, ved, hvad jeg mener).
Og så tror jeg, alle vi andre med fordel kan arbejde på at fastholde realismen: Kristne ledere er hverken helte eller skurke. De er mennesker, der er født på ny, ja. Nogle er oven i købet meget helliggjorte, viise og kærlige. Men de er stadig mennesker. De bærer stadig den sumpede undergrund med sig. De har både brug for sund skepsis og konstruktiv tillid. Og alle, også dem med tydelige fejl og mangler, har brug for hjælp, forbøn, og tilgivelse, hver gang de falder.
Den nåde, han (måske) ikke kendte
Som hustruen til den føromtalte forfatter har vist i ufattelig grad: Hun har valgt at tilgive ham og tage ham til sig – på trods af, at han for nylig har fået konstateret uhelbredelig Parkinson og får brug for massiv hjælp og pleje i de kommende år. Fra hende, som han forrådte.
Et stærkt udtryk for en nåde, han måske ikke for alvor kendte – før nu.
Det gør hun på grund af Ham, der alene har fortjent at stå på piedestalen. Som kender alle bedre, end vi kender os selv. Som godt vidste, hvem og hvad han døde for, da han gav sig selv hen i døden. Som elsker mennesker, der altid bærer den forbandet sumpede undergrund i os.
