Jeg har en tilståelse. Jeg er en gamer.
Jeg har en tilståelse. Måske passer det sig ikke for en præst eller en kristen leder, som gerne vil være med til at forandre verden ved at være Jesu discipel. Uanset hvad, så er det sandt. Jeg er en gamer. Eller det er måske ikke en betegnelse, der passer på én, der nærmer sig de 50 – det er nok mere den yngre generation, der kan tillade at kalde sig det.
Tribal Wars 2
Så hvad skal man kalde én der kan huske tiden før internettet og som var ung sammen med Commondore64 ? Men jeg kan i alt fald godt lide computerspil og i perioder bruger jeg en del tid på det. Det er hverken WOW eller blodige skydespil, men mere strategispil, der fanger min interesse. Okay, jeg er nok slet ikke det man vil kalde en gamer ! Ligenu er det et onlinespil, der hedder Tribal Wars 2, et spil der handler om (langsomt) at bygge en landsby op, rekruttere tropper og føre krig mod andre spillere. Et real-time spil, hvor det kan tage timer og dage at få bygget op, før man kan komme videre. Skal det lykkes at vinde, så må man være med i en stamme og være god til at skabe alliancer og sammenhold. Er der ikke den fornødne støtte, når alarmen om et indkommende angreb lyder, så er man dømt til at tabe.
Det virtuelle fællesskab
Jamen, har man da ikke noget bedre at foretage sig, som præst og familiefar ? Sikkert. Men der er jo mange måder at hvile på og det er rigtig hyggeligt. Og der er mange måder at møde mennesker på. Dér online var der pludselig én i stammen, som måtte tage en pause, for hans far lå for døden og der blev sendt en del beskeder ud i skyen og tilbage igen. Om livet og døden. En anden fik færten af at jeg var præst og måtte have et link til en prædiken, som havde holdt. Han så den også og kom med flere kommentarer om den.
Tålmodighed, trofasthed og visdom
Men det der nok har givet mest stof til eftertanke er nok, at vi kristne i Danmark ligner en stamme i Tribal Wars. Ikke at dagens Danmark er en kamp om overlevelse, hvor kun den stærkeste vinder. Men skal det lykkes for at bygge kirke og menighed i Danmark, så har vi brug for hinandens støtte. Og så tager det tid at bygge op – det sker ikke bare på én dag. Det kræver tålmodighed og trofasthed. Visdom og visionær ledelse er nødvendigt, så man kan se, hvor der nu skal sættes ind og hvad der skal prioriteres.
Det nytter ikke noget, at vi kun tænker offensivt og lægger planer for nye tiltag og nye områder, der skal erobres, hvis vi glemmer at beskytte os mod angreb. Vi må have et stærkt åndeligt forsvar. I form af bøn. I form af undervisning og oplæring af børn og unge og voksne. Så vi kan stå imod det pres som tidsånden lægger på os og slå de åndelige angreb tilbage, som der vil komme mod vores tro og frimodighed. For den kamp vi skal kæmpe for vores kirke og vores folk er en virkelig kamp, der gælder meget mere end virtuelle point. Det gælder liv og død i evighed.