De gamle egetræsmøbler er kørt på genbrug, og nye skabe, stole og borde er flyttet ind. Vi lever i et land, hvor de fleste af os har ressourcer i overflod – men hvor går grænsen?
Lastbilen parkerer i gården. Chaufføren hopper ud. Det er ikke de klassiske, blå IKEA-poser, der gemmer sig i vognen, afslører han og trækker presenningen til side: En håndfuld paller, tæt pakket med hvide saml selv-stole, spisebord og skabe i lange baner, kommer til syne.
Ved første øjekast kan det synes som om, at der er møbler til et helt hus – og det er rigtigt nok. Sådan cirka i hvert fald.
Maden smager ens
Vi har renoveret. Lofter, vægge og gulve er udskiftet. Nu er turen kommet til møblerne. De gamle egetræsmøbler er for længst sendt mod den lokale genbrugsforretning. Nyt skal der til, synes vi.
Med smil på læben og sved på panden slæber vi møblerne ind ad døren til det hjem, som vi har drømt om at skabe. Det er skønt, og det er dejligt – lige indtil en tanke nogle måneder senere fylder mit sind: Var det okay? Var det okay at udskifte et helt hus?
Maden har ikke ændret smag, efter vi begyndte at servere den på det hvide spisebord. Filmen er den samme, om den ses fra en gammel lædersofa eller fra den populære udgave med – den i øvrigt anbefalelsesværdige – chaiselong.
Zapper man forbi TV 2 News, eller støder man ind i en debat på P1, efterlades ingen tvivl: Jordens ressourcer er ikke en uudtømmelig slikbutik, som vi kan gøre brug af efter forgodtbefindende. Det ses både i klimadebatten, men også i de mange historier om mennesker, der lever på gaden uden hverken mad, hus eller sofa.
Vi skal – og vi bør – tænke os om.
Men hvor går grænsen? Vi er forvaltere, fastslås det i Bibelen. Forvaltere af den jord, Gud har givet os at leve i og at leve af. Med forvaltertitlen følger et ansvar.
Måske leder tanken på vej?
Jorden er Guds gave til os. En gave passer man på – og en gave bruger man. En treårig pige vil med begejstringens glæde løsne gavebåndet og med spænding malet i ansigtet befri gaven fra det festlige papir.
Hun vil løfte bamsen op og nænsomt tage den i sin favn. Den samme nænsomhed må vi lade fylde. En nænsomhed, der omfavner jorden med betænksomhed og med beskyttertrang.
Samtidig skal vi tage jorden med alle dens muligheder i brug. Den er Guds gave til os. En gave, der giver – og en gave, der stiller krav til dens forvalter. Det er en vanskelig balance.
Om den fyldte IKEA-bil i gårdspladsen er god forvalterskik, giver Bibelen ikke et entydigt svar på – og måske med god grund. For måske er det nye spisebord og de flotte skabe ikke det afgørende. Måske er det tankerne bag. Tankerne, der gør os i stand til at reflektere over vores valg.
For lader vi disse tanker råde, tror jeg på, at vi – langt hen ad vejen – formår at passe, pleje og anvende jorden og dens ressourcer med præcis den nænsomhed, som den og vi har fortjent.
Lad os gøre det sammen. Lad os give plads til tankerne og lad os sammen hjælpe og tale om, hvordan vi som forvaltere hver især tager imod Guds gave på nænsomste vis – måske med disse fem principper in mente:
Forslag til fem principper
- Fra Bibelen: Du må ikke udnytte den svage og fattige. Sæt dig derfor en smule ind i, hvordan tingene er blevet til og produceret, især hvis der er tale om et større indkøb.
- Køb kvalitet: Har du mulighed for det, støtter du på denne måde den gode skabelse og oftest også bæredygtighed, da du beholder du dine ting længere.
- Vær gavmild: Forbrug forholder Bibelen sig ikke til – men gavmildhed fremhæves på linje med de største åndelige dyder.
- Spørg dig selv: Er det nødvendigt? En vigtig overvejelse, der et stykke hen ad vejen er forudsætningen for princip nummer fem.
- Køb frimodigt: Sådan kanaliserer du de goder, du har fået betroet, til andre, som skal leve af landbrug, service, produktion og lignende.
Foto: Claire Rendall fra Pixabay
