Den gode dom

Det er godt, at alle er lige for loven, og at alle skal bedømmes af en uvildig domstol. Eller hvad?

Selv om nogle mener, at dommen over tidligere minister Inger Støjberg er urimeligt hård, virker det til, at de fleste er grundlæggende tilfredse: Alle er lige for loven, og forbrydelse kræver straf. Især når synderen ved, eller burde vide, bedre.

Der er i det hele taget bred opbakning til vores retssystem i Danmark: Det er godt, vi har domstole, og at overtrædelser har konsekvenser. Det skaber forudsigelighed og orden. Det er et værn mod kaos og barbari.

Uanset den akademiske snak om, at straf ikke virker, ved almindelige mennesker bedre: Vores natur er sådan, at vi ikke kan nøjes med gode forklaringer og appel til vores bedre vilje. Når en tilstrækkeligt stor gevinst lokker, retter vi først ind, når vi ved, at der er en risiko for at blive opdaget og straffet.

Reduceret til jokes

Når vi nu ved alt det og anerkender det, hvorfor har vi da i vores kultur fået så svært ved at acceptere den ultimative virkelighed, som de bedste jordiske myndigheder kun er en svag afglans af:

Gud som den retfærdige og alvidende ordenshåndhæver og dommer. Den ultimative, retfærdige bedømmelse og sanktionering. Vores eviggyldige værn mod kaos og barbari.

Disse forestillinger er reduceret til jokes – sådan som vi nu engang gør grin med det, vi frygter, ikke forstår eller ønsker at fortrænge. Og kirken sejler med. Vi er pinligt berørte over at tale om øjet i det høje og den endelige og fuldt ud retfærdige dom, som egentlig siger: Vi er ikke overladt til os selv. Gud er ikke ligeglad.

Mere virkelig end marineret sild

I gamle dage var adventstiden en tid til at tænke over fremtiden: Denne tids ende og den kommende, gode dom. Til at se livet og verden og sig selv i lyset af denne sikre profeti.

Det er en god skik, som vi måske skal forsøge os lidt med her i slutspurten op til den store festdag. Og til at tage frimodigheden til at tale og skrive om dommedag som noget vigtigt og værdifuldt. Noget godt.

Tænke over det kosmiske, kristne drama, som Gud har sat i scene. Den fortælling, som er langt vigtigere og mere virkelig end marineret sild, corona-vacciner og stigende priser på benzin. Som har mere at sige, end at verden heldigvis går mod en retfærdig dom.

Nemlig at Gud sendte en frivillig syndebuk. En stedfortræder. En stjerneadvokat.

At han kom til verden, ikke for at dømme verden, men for at frelse den. Og at alle, som bøjer sig under sandheden og stoler på ham, vil blive frifundet.

Dig. Mig. Alle.

Tak, Gud.

Skriv en kommentar

Bliv medlem af ELN - og giv din støtte til en frimodig kirke på Bibelens grund

Vær med til at bede om vækkelse! Bed, en bøn som er blevet til efter konferencen Herre, væk os!