Vores unødvendige manglende ærlighed lukker for varmen, øger risikoen for frafald og holder andre udenfor. Så hvorfor accepterer vi den?
“Jeg har haft en travl uge på arbejdet. Der er mange bolde i luften, og min leder er ikke særligt god til at fordele arbejdet, så meget lander på mit bord …”
Der nikkes indforstået og medfølende i kirkens smågruppe denne torsdag aften.
“… nå ja, og så har jeg kæmpet en del med mit seksuelle begær, både i forhold til porno på nettet og i forhold til en af mine kolleger. Og med min hidsighed. Låget er røget af flere gange i denne uge over for min kone. Vi havde et forfærdeligt skænderi i går. Jeg kaldte hende en forbandet manipulerende kælling. Jeg har utroligt svært ved at indrømme alt det her, fordi jeg er stolt. Jeg siger, at Gud er den vigtigste for mig, men i virkeligheden går jeg meget mere op i, hvad mennesker tænker om mig. Det var bare det.”
Det kunne gå hen og blive en spændende aften i smågruppen …
Men sådan bliver det ikke, og sådan bliver det lidt for sjældent i vores små og store kristne fællesskaber, fordi vores kirkelige kultur har skabt en rangorden blandt synder, som ikke noget med Guds ord at gøre. Seksuel synd, åbenlys sværgen og fundamental tvivl sender dig f.eks. direkte i bunden af det åndelige hierarki; men stolthed og manglende ærlighed kan gå mange kilometer uden at blive antastet.
Dette Satans kolde regime
Det er paradoksalt. For hvis der overhovedet eksisterer nogen rangliste af synder i Guds øjne, så ligger stolthed og uærlighed helt i top: Satan løgnens fader ønsker først og fremmest at fortrænge og fordreje virkeligheden. Skabe frygt for andres dom. Gøre os lukkede og selvretfærdige. Sådan sniger han sit forbandede kolde regime dybt ind i de kristne fællesskaber.
Derfor bliver vores samtaler til kirkelig småsludder og teologisk spilfægteri frem for ærlig bekendelse. Derfor bliver vi ikke virkeligt frigjorte, varme og glade i Jesu navn. Derfor kan vi ikke slappe af og give os hen. Derfor støder vi de tydelige tabere og syndere bort – de mennesker, som vi ellers skulle tage imod.
Derfor bliver vores prædikener til foredrag frem for ånd og kraft. Derfor bliver vores gudstjenester og samlinger til forestillinger frem for møder med Gud. Derfor bliver vi reducerede til tilskuere og smagsdommere. Derfor bliver kirkelig ledelse så svær. Derfor bliver mission så kompliceret og tung.
Kom ud i lyset og ind i varmen
Står det virkelig så galt til? Og skal vi virkelige indvi alle mulige i vores inderste kampe?
Jeg sætter tingene på spidsen, alt er ikke så sort, og nej, det er ikke alle, der skal vide alt i vores fællesskaber. Der er hensyn at tage og rette tid og sted. Men jeg oplever, at det halter gevaldigt med ærligheden, hos mig selv og hos andre, og at vi er langt fra en situation, hvor der bliver sagt for meget, for ærligt. Og det er en unødvendighed.
Gud er jo for os – hvad kan mennesker gøre ved os? Jesus har kæmpet og sejret. Han har den retfærdighed, vi aldrig kan tilkæmpe os alligevel. Så kom nu ud i lyset. Kom nu ind i varmen.
Ikke af tvang. Ikke for at blive accepteret eller ‘god’, men fordi det er godt at være ærlig med Gud og andre kristne. Det sænker paraderne. Det smelter facaderne. Det åbner døre og hjerter og sætter mennesker fri.
