Den aften danskerne bad

TV-billederne viste danske spillere i tiggende bøn, og de sociale medier svømmede over af opfordringen “Pray for Eriksen”. Da Christian Eriksen lå livløs på banen, stormede danskerne himlens porte. Jeg vil ikke spinde letkøbte pointer på den voldsomme hændelse, men pege på tre forhold.

1. Tak Gud, fordi han greb ind. Gud er herre over liv og død, og ved menneskers hurtige hænder lod han Christian Eriksen vende tilbage til livet. Æret være Gud, der hører bøn.

2. Da danskerne blev vidne til den elskede helts dødskamp, bad mange til Gud. Han er vores håb, og vi blev konfronteret med både heltens og vores egen skrøbelighed. Fordi vores land har en kristen arv, tror jeg faktisk, at mange bad til Gud den Almægtige og ikke alle mulige døde guder. Det var ham, mange greb ud efter. Skulle nogen være i tvivl, er det netop dette, vi som kirke er sendt til: altid at pege på kærlighedens herre, som overvandt døden, og som vi skal gribe ud efter. Bed og arbejd for, at vi som folk må få styrket relationen til den eneste levende og sande Gud.

3. Gud greb ind og gjorde en døende mand levende igen. Han gjorde det, vi tiggede ham om. Sig Gud tak – og vid, at vi alle skal dø. Vi er dødelige, og det er afgørende, at hver eneste dansker må få en levende relation til ham, som kan bære os igennem døden, ind i evigheden. Derfor er vi kirke.