Jeg har registreret en tøven hos mig selv, ved at tilkendegive, at jeg ikke går ind for ordningen med kvindelige præster
En avisoverskrift lød sådan i forbindelse med markeringen af, 70-året for de første kvindelige præsters ordination. Og ja, debatten er forstummet. Særligt gælder det den OFFENTLIGE debat, men også i kirke og missionshus, er det mit indtryk at samtaler og prædikener/undervisning sjældnere og sjældnere berører spørgsmålet. Jeg har selv ingen erindring om, hvornår jeg sidst har deltaget i en diskussion eller overværet en debat om spørgsmålet. Det er ligesom ikke rigtigt så aktuelt mere. Ordningen er jo kommet for at blive. Man kan næsten heller ikke få sig selv til at sige lige ud, at man er imod ordningen med kvindelige præster. Tidligere var det omvendt ugle set, når folk på højrefløjen ytrede sig for ordningen med kvindelige præster.
UD MED TABU – INSISTÉR PÅ YTRINGSFRIHED
Jeg har registreret en tøven hos mig selv, ved at tilkendegive, at jeg ikke går ind for ordningen med kvindelige præster – og det mærkelige er, at jeg faktisk ikke helt forstår, hvordan det er kommet dertil! Men jeg fornemmer, at det ikke er helt god tone højt at sige, hvad jeg mener – heller ikke til dem, jeg identificerer mig med! Og selve DET forhold, den mekanisme, at debatten også i egne rækker forstummer og bliver tabubelagt, er foruroligende og problematisk.
TIDEN MILDNER
Som tiden er gået, og i takt med at flere og flere kvinder har fået præsteembede, har mange helt opgivet modstanden eller modereret den og skruet ned for retorikken. Tiden har som sådan ikke ændret noget ved de bibelske argumenter, men tiden gør noget ved os og ved vores måde at anskue den ændrede praksis på. Vi mildnes lidt i takt med, at vi ser det, som vi kæmper imod, blive mere og mere alment udbredt og accepteret.
HVORNÅR FORSTUMMER DEBATTEN OM HOMOVIELSER?
Den mere aktive modstand mod kvindelige præster er nu (naturligt nok) bla. afløst af modstanden mod homovielser og mod de strømninger, der tilstræber kønsneutralitet. Og måske er det nødt til at være sådan, at den ene “sag” afløses af den næste, og den foregående dermed træder i baggrunden. Og det er meget forståeligt, at de som står forrest i den slags kampe, ikke kan blive ved at råbe lige højt om alle ting. (Kampe må vælges med omhu).
Det alarmerende er, at tiden vil gøre det samme ved modstanden mod homovielser. Det vil ske! Bare der går lang nok tid, vil overskriften om den forstummede debat, kunne skrives igen. Debatten vil forstumme. Al erfaring siger det, selvom vi har svært ved at tro det i dag.
