Tag det fra én, der omgås mange unge kristne; de unge bliver mange steder mere tålt end værdsat.
For nylig fortalte et par unge kvinder mig om en oplevelse i deres lokale missionshus. De går begge i gymnasiet, og har meget at byde ind med, hvilket de så også gør i både skole, kirke og missionshus. De havde ansvaret for lovsangen til et møde for alle aldre. Til en salme havde de valgt en nyere melodi, hvilket faldt en af mødedeltagerne for brystet. Hun rejste sig og protesterede og krævede, at den pågældende sang skulle synges på den melodi, vi kender. Hvem er mon det ”vi”, som hun refererede til?
Der blev så indgået et kompromis, så halvdelen af salmen blev sunget på den nye melodi, og halvdelen på den gamle melodi.
Mon de delte oplevelsen med mig fordi:
A) De simpelthen blev så opmuntrede og glæder sig til at lægge kræfter i fællesskabet fremadrettet.
Eller
B) De følte sig kørt over, deres indsats taget for givet, og nu har mistet frimodigheden.
Denne situation er langt fra enestående. Tag det fra én, der omgås mange unge kristne; de unge bliver mange steder mere tålt end værdsat. Udgangspunktet er de midaldrendes tradition og temperament, og det er derfor, den pågældende kvinde kunne referere til den melodi ”vi kender”, selvom de unge kender en anden. Hvor ville jeg ønske, at en havde bedt hende sætte sig ned. Den opbakning havde sat sig dybt i de unge. Og i alle andre tilstedeværende.
Vi må alle vise hensyn i det kristne fællesskab. Vi må skelne mellem, hvad der er det ”rigtige”, og hvad der er personlige præferencer. Alting skal ikke være til forhandling, og nogle traditioner er uopgivelige. Men der er sandelig også meget, som ikke handler om teologi, men om smag. Og unge vil bare notorisk have dårlig smag, sådan er det. De går i grimt tøj og ser dumme serier og hører dårlig musik. Samtidigt er de samvittighedsfulde, loyale, nysgerrige og idérige.
Selvfølgelig skal de unge også finde sig i, at alt ikke kan foregå på deres præmisser, og de unge skal lære at se værdien i de ældres perspektiv. De skal oplæres i sund teologi og lære at tage hensyn. Omvendt har de unge også et vigtigt perspektiv, som vi andre kan lære meget af. Kirken går simpelthen glip af velsignelse ved at behandle de unge som nogen, vi venter på, skal blive ligesom os.
Hvis de unge tages for givet, så forlader de såmænd bare fællesskabet. Og i sidste ende forlader de måske mere end det. ‘
Så til alle os: Lad os tjene de unge! Og lad dem tjene fællesskabet, som dem de er. Lad dem være på vej. Giv dem opbakning, økonomi, forbøn, spillerum og hjertevarme. Lad dem da bare vælge nogle ringe sange på ringe melodier, de er alligevel skiftet ud næste år. Lad dem få den store mødesal. Inddrag dem i arbejdet, brug dem som mødeledere, andagtsholdere, lovsangsledere og spørg ind til deres mening om tingene. Elsk dem og investér i dem.
Foto: www.freepik.com
Hov… jeg prøver lige noget nyt og kommenterer her på kanalen i stedet for fx Facebook.
Tak for din vigtige indspark, Søren. Jeg sidder og tænker at dit møde med pigerne er udtryk for en vedholdende kultur, som skiller får fra bukke eller “os” fra “dem”. De unge fra de midaldrende/gamle, salmer fra “rigtig” lovsang, almindelige mødeaftner fra familie-aftner osv. Og undskyld mit franske, men det er jo katastrofalt hvis vi aldrig får brudt tavsheden, bryskheden eller uforsonligheden henover det sociale ingenmandsland af åbenlyse forskelle der har det med at drive ned af væggene i kirkelige/kristne miljøer. Vi må være oprigtigt interesserede i hinanden. Det er hvad vi skylder vi hinanden (jf. bl.a. DDS nr. 696 v. 3)
Jeg tror du har helt ret i, at havde der dog bare været nogen som kunne bede “melodien-vi-kender”-deltageren om at slå måsen i sædet igen og i øvrigt overveje betoningerne i sine fremtidige indlæg, så ville det have gjort godt. Er det mon en overset nådegave der skal til eller tales op? Altså det med at sige fra overfor traditionalismen når den bliver ufrugtbar og bitter? Jeg ved det ikke, men jeg bliver bedrøvet sammen med dig.
Øv, hvor bliver jeg “gamle” kone (og lovsangsleder) ked af sådan en historie! Vi risikerer, som du netop nævner, at pigerne en dag forlader fællesskabet – og i værste fald troen – pga. generations-egoisme! Over et kultur-issue, der var jo ingenting teologisk galt med den nye melodi!
Til IM’s årsmødefestival havde vi dobbeltseminarer, som snart kan findes og høres på IMedia, om netop dette: Forældrenes og menighedens betydning for (barnets) trosoplæring. I Runars (foresdragsholderen) menighed havde man ganske enkelt besluttet, at kulturen (inkl. sang-valg!) fastsættes af den yngre del (han kaldte det “nøgle-generationen). Det kræver åndelig og menneskelig modenhed af de (vi!) ældre, men er det ikke også okay, at de unge må forvente det af os??