Bag alt for mange insisterende whistleblowere op gennem tiden finder man en kommandovej med grød i ørene og et fællesskab, der er uvillig til forandring.
I virksomheder har man indført det, man kalder whistleblower-ordninger. Men hvad sker der, når en whistleblower i kirkelige organisationer deler sin indsigt, viden og information?
Whistleblowere rejser spørgsmål, fællesskabet ikke har set som et problem, og sætter spot på organisationens blinde vinkler eller manglende viden. Derfor er det desværre nærliggende, og en meget menneskelig reaktion, at vedkommende bliver gjort til problemet i stedet for det egentlige problem.
Jeg har lagt mærke til, at vi i kirkelige organisationer er utrolig hurtige til at indtage ”de rigtige kommunikationsformers holdeplads”, når vi hører noget, der i vores øjne, ligner en trussel. Det er ligesom lidt nemmere at diskutere måden noget bliver kommunikeret på, end det, som faktisk kommunikeres.
Nogle vil måske også citere et velvalgt udsnit af bibelske tekster til at understrege, hvorfor kritikken er uberettiget. Lige så mange tekster kan dog findes til at underbygge, at der er en tid til at bygge op og en tid til at rive ned. Hvilket også var, hvad Jesus selv gjorde i fuld offentlighed.
Sandheden er den, at whistleblowere i de fleste tilfælde har forsøgt kommandovejene først, men er blevet ignoreret eller skudt til hjørne gennem længere tid. Når de derfor pludselig taler med store bogstaver, bliver de genstand for megen forargelse.
Ikke sjældent dømmer fællesskabet whistlebloweren ude som en respons på det, der opleves som en trussel mod selvforståelsen. Ofte leverer kommandovejene et glat standardsvar, som mest er et forsvar af den eksisterende praksis, og en måde at fralægge sig ansvaret for forandring på. I bedste fald sendes en invitation til dialogkaffe, så alle kan se, hvem der er det større menneske.
Men det reelle billede – når vi bare skal være helt ærlige – er jo, at der effektivt lægges låg på en uvelkommen kritik ved at slå ned på whistleblowerens ukærlige væsen, dårlige kommunikation, tvivlsomme karakter eller skæve omdømme.
Sommetider kommunikerer whistleblowere indsigt og viden, der giver mest mening at kommunikere direkte på offentlige platforme. F.eks. når det vedrører en debat eller udvikling, der er relevant for det bredere fællesskab at tage stilling til.
Det ser vi sådan set også som en gængs praksis i medierne generelt. Vi kalder det oplysning. Derfor har jeg også svært ved at forstå, hvorfor det altid falder os kristne så voldsomt for brystet, når nogen iblandt os retter en kritik indad.
Lad os ikke falde for fristelsen til at agere som dysfunktionelle fællesskaber, der lukker sig om sig selv, og diskuterer alt bag lukkede døre. Det kommer ikke til at tjene den sunde, evangeliske sag i længden.
Hvad hvis vi nu fokuserede lidt mindre på, om tingene bliver sagt på den (efter mine præferencer) rigtige måde, og øvede os i at høre, hvad indholdet er af dét, som bliver sagt? Hvad hvis alle spurgte – hvor god en lytter er jeg, og ikke hvor god en kommunikator er de andre? Så kunne vi måske komme lidt mere oplyste til sagens kerne.
