Cosi Fan Tutte – sådan gør alle

’Sådan gør alle’. Det er måske den stærkeste drivkraft for vores adfærd. Det kræver en hjerte-revolution at ændre på det.

Cosi Fan Tutte – ‘sådan gør alle’.

Det er navnet på en musikalsk veloplagt, men indholdsmæssigt underlødig opera af Mozart (en af mine absolutte favoritkomponister). Den handler kort fortalt om, at alle deltager i flirt og utroskab, så hvorfor ikke …

’Sådan gør alle’.

Det er en sætning, jeg har tænkt på gang på gang i de senere år, når jeg hører om endnu en kristen, endnu et par, der på den ene eller anden måder træffer valg, som er helt i tråd med tidens ånd – og helt i modstrid med Guds gode vejledning for vores samliv.

Det er også en sætning, jeg tænker på, når jeg reflekterer over min egen adfærd.

En ubevidst trumf

’Sådan gør alle’.

Overbevisningen om, at langt de fleste af dem, jeg identificerer mig, gør sådan. Det virker som et trumfkort i vores indre dialog om, hvad jeg skal gøre og ikke gøre: ’Hvis ’alle’ gør det, må det jo være rigtigt!’

Alle fornuftige mennesker ved godt, at det egentlig er udtryk for uselvstændighed og svag karakter. Ingen vil sige højt: ’Jeg flyder så vidt muligt med strømmen’.

Alligevel gør vi det – med vores tøj, vores boliger, penge og kroppe.

Hvorfor?

Fordi det er det letteste. Og jeg vælger altid det letteste, hvis jeg på nogen måde kan slippe af sted med det over for min samvittighed. Det gør du også.

Det er ensomt at gå selv. Besværligt. Angstprovokerende. Ubehageligt. Kræver virkeligt gode argumenter.

Overfladisk ’evangelium’

Selv vi, der bekender os som kristne og siger, vi tror på Gud og frygter ham over alle andre, er i virkeligheden dødsensangst for at blive efterladt på perronen, når det sociale tog kører.

Jeg siger, jeg elsker Gud – men i virkeligheden elsker jeg mere at være inde i varmen hos folk i min gruppe. Jeg elsker fred og ro og anerkendende nik, knus og likes.

Årsagerne er flere, mange af dem medfødt. Vi har også langt på vej lullet hinanden ind i en ’evangelisk’ forkyndelse, der er overfladisk og altid slutter med, at Jesus har gjort alt, så jeg skal ikke gøre noget (anderledes).

Jeg skal kunne gå glad og lettet hjem fra enhver gudstjeneste eller møde og fortsætte med at leve som min gruppe nu engang gør det. Ellers er der noget galt med forkyndelsen. Den er ’lovisk’ eller ’usund’.

Vi konfronterer nok symptomerne i tale og på skrift, i det mindste nogle steder og en gang imellem, men vi kommer ikke rigtigt ind til roden af problemet: At vores hjerte er delt, hvis ikke decideret uomvendt.

5 vigtige handlinger

Jeg tror ikke, løsningen er at slå os selv eller andre i hovedet. Eller tro, at vi i egen kraft kan gøre det, som kun evangeliet og Guds ånd magter. Men jeg tror, vi kan gøre 5 ting for, at noget sker:

1. Lære os selv, først og fremmest (NB), og signalere til andre, især vores børn, at det ikke er farligt at være anderledes. At man ikke dør af at være uden for gruppen.
2. Lære os selv og hinanden, at livet som et frit menneske – og kristne er de mest fri i verden – indebærer ensomhed og smerte: Det er ikke fejl, det er en feature.
3. Rykke tættere sammen og være ’gruppen’ for hinanden. Hjemmet. Familien. Den ven og den bekræftelse, som vi hungrer sådan efter, men må undvære i andre sammenhænge.
4. Gøre det, som Jesus og alle andre sande profeter og forkyndere har gjort: Drop hensynsbetændelsen og kald synd og svigt ved navn – i kærlighed.
5. Formidle evangeliet i al dets radikalitet. Hvor stor og dyb en kærlighed Faderen har til os; hvad det vil sige at være hans barn; hvor inderligt ligegyldigt det er, hvad andre mennesker siger og mener; og hvor revolutionært det er at leve som et virkeligt frit menneske. Som kristen, slet og ret.