Der er ikke noget som en ny, ukendt, grænseoverskridende virus, der kan kalde dødsangsten frem i overbeskyttede, overinformerede, panikparate danskere.
Mens jeg skriver disse linjer, sidder jeg i et S-tog og kigger over på en midaldrende kvinde, der netop har hevet sin fleece-trøje op over mund og næse, mens hun skuler mod en fyr, der sidder mindst fire meter væk og hoster lidt …
Der er ingen tvivl om, at hun er nervøs, og at hendes frygt er næret af overskrifterne på den avis, hun sidder og læser. Og det er jo ikke rart at føle sådan. Alligevel er der altså noget lidt komisk over reaktionen:
I skrivende stund er der fire (4) danskere, som er konstateret smittet med corona-virus.
Smittet – ikke død.
1.644 døde danskere
Jeg er sikker på, at vi vil se flere smittede i Danmark i de kommende uger og måneder, og det er en nederdrægtig situation for hver og én. Men alligevel:
- Hvert år dør omkring 650.000 mennesker på verdensplan af almindelig influenza.
- Under en influenza-epidemien i 2018 alene døde 1.644 danskere af sygdommen. 1.644.
- Hver anden dag omkommer en dansker i trafikken. Og langt flere dør hver dag af livsstilssygdomme, som enhver ellers kan tage forholdsregler imod.
Så … man kan godt komme i tanker om mere nærværende og relevante trusler for flertallet end at blive smittet med corona. Der er bare ikke noget som en ny, ukendt, grænseoverskridende virus, der kan kalde dødsangsten frem i overbeskyttede, overinformerede, panikparate danskere.
For corona rokker ved vores forestilling og forventning om, at vi i den mest udviklede del af verden kan kontrollere alt, inklusive vejret. Hvis bare vi træffer de rigtige politiske beslutninger og forholdsregler, ordinerer den rigtige medicin, foretager de rette investeringer osv.
Vi er så vant til, at vi kan forvente forudsigelighed og kontrol, at vi ikke bare bliver kede af det, men vrede, når alvorlig sygdom, ulykker og død rammer os: Det er ikke fair!
Som om naturen nogensinde har været fair eller moralsk. Som om Gud, universet eller tilværelsen skylder os.
Jeg har ingen kontrol
Som kristen ved jeg, at Gud ikke skylder mig noget som helst.
Jeg ved, at jeg ikke har fortjent en eneste dag i mit liv, men at hver time, hvert hjerteslag og hvert åndedræt er en gave, en nåde og en kærlighedserklæring fra den almægtige.
Jeg ved, at sygdom, ulykker og død er en del af livet i en brudt og bøjet verden.
Jeg ved, at jeg ikke har kontrol over noget som helst.
Jeg kan og vil gøre, hvad jeg kan for at undgå både sygdom, ulykker og død; jeg kan bidrage til, at vi sammen afbøder og påvirker naturens kræfter så meget som muligt; og jeg siger Gudskelov for både medicin, vaccine, sundhedsvæsen, oplysning og forebyggelse. Men ultimativ kontrol – det er der intet menneske, der har. Og det har jeg det fint med. For det har min Far. Og han er den eneste, der har de kompetencer, som kræves til dét job.
Han elsker mig ovenikøbet.
De sikre ting i en usikker verden
Det er ingen garanti for medvind på cykelstien eller livets vej.
Det er f.eks. ikke sikkert, jeg undgår corona-vira, når jeg her i næste weekend forhåbentlig skal til Norditalien og se fodbold med sønnike. Der er ikke engang nogen garanti for, at jeg slipper levende igennem den næste uge.
Men det er sikkert, at mit liv er i hans hånd, og den er er ingen, der kan vriste åben. At jeg er hans barn – elsket, befriet og fyldt af et liv, som aldrig skal dø.
Dét er de ting, som er sikre i en usikker verden.
Og det er den egentlige grund til, at jeg kan være cool – også over for corona.
Ikke sådan forstået, at jeg er sådan en vældig karl, der aldrig bekymrer mig. Men han er sådan en vældig Gud, der har vist en lille bacilleforskrækket, kontrolsøgende dansk blegfis lidt af, hvem han er, hvad han kan, hvad han vil, og hvad det betyder for mig og for verden.
Dét er cool
