En midaldrende mand deler sin sygdomshistorie med mig. En historie om magtesløshed, frygt – og en ny hverdag med nye prioriteringer. Men hvad er rejser, tid og korte arbejdsdage i virkeligheden værd? tænker jeg – i mit indre.
”Det var de værste dage.”
Den midaldrende mand kigger på mig fra den anden side af bordet. Han har netop været igennem et sygdomsforløb. Et omfattende forløb, der mundede ud i en grundig undersøgelse og et svar, som er mange danskeres største frygt:
En udpræget risiko for kræft.
Fem dage ventede han, før den endelige dom lød.
Når kuløren forsvinder
De værste dage. Tankerne fløj. Til de år, der var gået. Hvad var de lange arbejdsdage og de få ferier egentlig værd?
Rejser. Mere tid med familien. Kæresten. Kortere arbejdsdage. Alt sammen noget, han vil prioritere – hvis han vel at mærke fik lov. Det gjorde han. Dommen var klar. Kræften gik forbi.
Jeg nikker anerkendende. Spørger ind til rejseplanerne – mens én tanke slår kolbøtte i mit indre:
Og hvad så? Hvad så, når den brune rejsekulør er forsvundet? Når livet en dag alligevel når sin ende?
Vi må bede om guidning fra Gud
På vej mod bilen rammes jeg af tvivl: Burde jeg have sagt det højt? Burde jeg have fortalt, at selv rejser og værdifuld tid med familien på den sidste dag bliver betydningsløst?
I øjeblikket føltes det så forkert. Så sårbart. Men er det ikke netop dér, kristendommen kommer til orde – midt i menneskers skrøbelighed?
Dér, hvor vi selv kommer til kort. Dér, hvor selv det bedst levede liv ikke kan bremse lægens dom. Hvor livet spidser til, og hverdagen på fem dage vendes på hovedet.
Jeg folder mine hænder, pinligt bevidst om min egen forfængelighed og mit manglende mod. En stille bøn stiger fra mit indre. En bøn om, at Gud må skabe en naturlig nysgerrighed dér, hvor ordene har svært ved at nå over mine læber. At han må give mig den frimodighed, jeg ikke selv formår at frembringe.
At jeg næste gang må turde tale – hvis han finder det ret.
