Børn hører ikke hjemme på førstepladsen, hverken i livet, familien eller menigheden. Det er der kun én, der kan bære.
På min tidligere arbejdsplads var der en af mine kolleger, der undrede sig over et kulturelt fænomen.
Vores kolleger var ret samvittighedsfulde, når det kom til arbejdsmoral og tilstedeværelse. Nogle mødte op, selv om de var sløje. Alle lagde flere timer på jobbet, end vi blev betalt for. MEN hvis der blev ringet fra børnehaven eller skolen med besked om, at der var et barn, der havde slået knæet, virkede sløj, eller bare var ked af det, strøg folk ud af døren uden nogen videre forklaring.
”Dengang jeg var knægt, skulle man godt nok være syg, før der blev ringet til forældrene på jobbet! Og selv da kunne man sagtens risikere, at min fik besked om selv at finde ud af det,” sagde han.
Han var single og havde ikke børn, nej. Men han var kun midt i trediverne, ikke en repræsentant for efterkrigsgenerationen. Og som en, der kun var nogle få år ældre, kunne jeg sagtens genkende, hvad han sagde.
Vi kompenserer
Min oplevelse er, at der i løbet af få årtier er sket en markant ændring i vores attitude over for børn. Der bliver lyttet til børnene på en helt anden måde end tidligere: Hvordan har de det med dette og hint? Hvad kunne de godt tænke sig? Hvad trives de med, og hvad ikke?
Mange, også ret vigtige, familiebeslutninger bliver truffet på baggrund af deres ønsker og behov.
Der er forskellige faktorer bag udviklingen, men jeg tror, at den dårlige samvittighed over, at vi i dag samlet set tilbringer langt mindre tid sammen med børnene, er blandt de vigtigste. Vi kompenserer. Og det er ikke nogen særligt god drivkraft.
Kombiner det med kirkens traditionelt stærke fokus på familien og Jesu ord om ’de små’ som de vigtigste i Guds Rige, og du har en meget potent cocktail til at gøre børn til små guder.
Byg karakter og kirke
Det er godt at være i kontakt med sine følelser og godt at spørge ind til vores børns følelser og trivsel. Det er vigtigt at lytte. Og det er positivt, at vi gør meget mere end tidligere, for at børn kan føle sig hjemme og værdsat i kirkerne.
Men det er ikke godt at lære vores børn, at de skal handle ud fra deres mavefornemmelser. Det er ikke godt at lære dem, at hvis ikke man har lyst til at deltage eller bidrage, så kan man bare trække sig.
Livet er fuldt af sure pligter og lange seje træk, hvis vi ønsker at opbygge tro og karakter, varige, stærke fællesskaber og menigheder, som rækker ud over sig selv. Det har børnene godt af at lære så tidligt som muligt.
Fædrene har ansvaret
Børn hører ikke hjemme på førstepladsen, hverken i livet, familien eller menigheden. Det er der kun én, der kan bære. Han lytter til os – med indføling og udstrakt kærlighed, yes. Men han træffer sine valg baseret på sin visdom og indsigt, ikke vores følelser og lyster. Og tak for det!
Også her er Han et stærkt eksempel til efterfølgelse for ledere og forældre, som elsker deres børn og vil dem og verden det bedste.
Her taler jeg især til fædrene. For når Gud gør status over, hvilken kurs vores børn og familier fik udstukket, kigger han ikke på din hustru. Han kigger på dig.
