Bøn i transit – på vej til et nyt sted

Sommertid er flyttetid. Hver sommer flytter tusindvis af mennesker til en ny bopæl. Det gælder selvfølgelige først og fremmest de nye årgange af studerende, som søger mod uddannelsesbyerne, men de er ikke de eneste.

Mange jobskifter og livsovergange er forbundet med flytning og ligger i sommerperioden. I år gælder det også mig selv. Jeg tror ikke, at det er mindre stressende for en kristen at flytte end for en ikke-kristen. Men jeg tror, at det er godt for en kristen at bede, når vi flytter. Her er mit bud på nogle temaer til udgangs- og indgangsbønnen i forbindelse med flytning.

Udgangsbøn

Tak er godt, også når man flytter fra et sted. Selvom alt måske ikke har været ideelt, vil der altid være noget at takke for. Det gælder de fysiske omgivelser, byen, naboerne, oplevelserne. Tak Gud for alle de gaver, han har givet som skaber og frelser på det sted, som vi nu forlader.

Mennesker er vigtigere end ting. Derfor er det værd at overgive de mennesker til Gud, som har været en del af vores liv, der hvor vi har boet indtil nu. Det kan være venner og bekendtskaber i nabolaget, menigheden eller på arbejdspladsen. Nogle har vi været tættere på end andre. Men det er godt at overgive dem, som fylder noget i vores sind, til Gud – uanset om vi forventer at få noget med dem at gøre igen.

Skygger kastes fra tid til anden ind over vores liv. Dem har der også været nogle af, mens vores hjem har haft denne adresse. Komplicerede relationer, sygdom og død, familiemæssige udfordringer, presset økonomi mm. Nu forlader vi det fysiske sted, hvor skyggerne faldt, og vi får lov til at overgive den del af vores livshistorie til Gud. Det betyder ikke, at det forsvinder ud af vores historie, men de er der så at sige i Guds hånd, og så kan vi vandre videre med en vis frihed.

Nåde er Guds ufortjente godhed mod os i Kristus. Uanset hvor vi har boet indtil nu, vil vi have brug for at Gud nådigt i tilgivelse glemmer vores synder og nådigt begrænser skaderne af vores brud på hans gode vilje. Den periode, vi har levet på dette sted, må vi overgive til Guds nåde. Tavlen vaskes ren, og vi rejser videre til det nye sted med rent bord.

Indgangsbøn

Tak er også godt, når vi flytter til det nye sted. Tak er tilegnelse og at takke for et nyt bosted er at tage imod det som en gave fra Gud. Der er ubekendte ting i forhold til det liv, som venter os dér, men Gud vil også bo hos os og vandre med os i den nye by. Det er værd at takke for. Der kan være naboer og kristne brødre og søstre, som måske allerede har udvist venlighed og hjælpsomhed. Tak også for dem.

Nye relationer er den store udfordring og mulighed, når vi flytter til en anden by. Det kan give en vis usikkerhed. Derfor er det en lettelse og hjælp at bede Gud om at bane vej til mennesker i arbejde, nabolag og menighed på det nye sted. Vi behøver ikke bære etableringen af nye relationer alene. Gud vil hjælpe os.

Ny rytme vil ofte også være en del af en flytning. Dags- og ugerytmen forskubbes, og de gamle (gode) vaner kan ikke overføres 1:1. Derfor er det værd at bede Gud om hjælp til at finde ind i nye gode hverdagsrytmer. Det handler blandt andet om daglig stilletid med Gud, motion, deltagelse i gudstjeneste og andet kristent fællesskab og en god balance mellem arbejde og fritid. Rytmen er væsentlig for det gode liv både åndeligt og menneskeligt.

Velsignelse er vores behov og Guds speciale. Gud ønsker at velsigne os i vores nye hjem, og det er derfor en let men også god bøn at bede. Vi beder om, at Gud vil lade sit ansigt lyse over os selv og vores eget hjem, men også om at vi må være til velsignelse i de nye relationer, vi kommer ind i.

Held og lykke med flytningen og husk din udgangs- og indgangsbøn.

 

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights