Bed Fadervor og protester mod ateisme

Bed Fadervor og protester mod ateisme

Henrik Højlund,  

Lige før jul blev en større undersøgelse af danskeres religiøse tilstand offentliggjort i en af landets aviser. Undersøgelsen viser, at ateismen aldrig har fået ordentligt fat i danskerne. Et sted mellem 6 og 9 procent bekender sig som overbeviste ateister. Flere generationers markant tab af kristendomstradition har ikke medført stor succes for Ateistisk Selskab.

Omvendt kan man heller ikke påstå, at folkekirken nyder særlig godt af manglen på tilslutning til ateismen. Der er ganske vist mange af folkekirkens talsmænd og -kvinder, der igen og igen taler om ”den folkekirkelige succeshistorie” i form af fortsat højt medlemsantal (selvom det år for år falder lige så sikkert som regnen i november). Men det ændrer ikke ved, at den praktiske ateisme har særdeles gode levevilkår i landet.

”Praktisk ateisme”? Jo, den ateisme, som formelt, med ord, tilslutter sig en eller anden form for gudstro, men som i praksis lever, som om Gud ikke findes – som om der i praksis kun findes den blinde skæbne. Den blinde livsskæbne og vores egen kamp for at vinde den gode skæbne.

Den livspraksis har styret de fleste danskere i generationer. Og alle os, der mere direkte vedkender os gudstro og forsøger at praktisere det, også vi er ofte stærkt tilbøjelige til at følge samme ateistiske livspraksis.

Syv, ni, tretten siger folk med et skævt smil og banker under bordet. Man tror naturligvis ikke helt på effekten, og så alligevel. Vi kan jo ikke rigtig vide, hvad livet kommer af, hvor vi er på vej hen, om der er sammenhæng og mening med det hele. Så lad os håbe på den blinde skæbnes lykke og held – syv, ni, tretten.

I slutningen af Første Verdenskrig opstod en bevægelse, som blev kaldt Dadaismen. Den gjorde tilfældighed til et princip i det kunstneriske arbejde. I forlængelse af den forfærdelige, meningsløse Første Verdenskrig, gik man planken ud og droppede alle idéer om mening og sammenhæng og hengav sig til tilfældigheden. En af bevægelsens fortalere, den tyske digter Hugo Ball, sagde i et manifest:

”En tusindårig kultur bryder sammen. Der er ikke længere nogen piller og støtter, ikke noget fundament, der ikke er sprængt i luften. Kirken er blevet luftkasteller. Overbevisninger til fordomme. Der findes ikke længere nogen sigtelinjer i den moralske verden. Oppe er nede, nede er oppe. Der har fundet en omvurdering af værdier sted. Kristendommen fik et spark. Verdens mening forsvandt”.

Både Første Verdenskrig og Dadaismen er for længst forsvundet, men ikke manifestets tanke. Den lever endnu i bedste velgående – i ubevidst livspraksis.

På den første dag i 2020 inviteres alle danskere til at tilslutte sig en helt anden tanke og praksis. Man kunne kalde den for ”seks, ni, tretten”. Mere præcist: Mattæusevangeliet kapitel 6 vers 9 til 13. Dér finder man Fadervor, som er nytårsdags prædiketekst i de fleste af landets kirker.

Fadervor opstiller en direkte modsætning til troen på al tings tilfældighed.

Fadervor, du som er i Himlen, helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i Himlen således også på jorden. I modsætning til Hugo Balls tekst siger Fadervor: Der er en Far over alt og før alt. Der er mening, sammenhæng og fundament under tilværelsen. Der er moralsk sigtelinje, der er et op og et ned i livet.

Så hver gang et menneske beder Fadervor, er det med i en kæmpe protestbevægelse. En sand oprørsbevægelse. Et oprør mod troen på al tings tilfældighed og den blinde skæbne. Vor Far, du som er i Himlen. Gud er i Himlen, han er oppe, vi er nede. Der er et op og et ned i tilværelsen. Alt flyder ikke rundt og har i princippet samme vægt og gyldighed, så alt er lige gyldigt, altså ligegyldigt. Gud er Gud, vi er mennesker. Der er noget, som kommer før alt andet, der er noget, der er større end os, end mig, end mit lille liv – Gud. Gud, hans navn, hans rige, hans vilje. Og hans vilje er som en fars vilje – den bedst tænkelige far.

Det råber vi ud til verden, hver gang vi beder eller måske bare hvisker et beskedent fadervor. Som slet ikke er beskedent, men som i virkeligheden er udtryk for et helt verdensbillede. Et verdensbillede som står i skærende kontrast til det verdensbillede, som store dele af den vestlige verden har troet på i mere end hundrede år.

Det hele kan også siges så enkelt og ligefremt, som digteren Søren Ulrik Thomsen skriver i et af sine essays: ”I en tilværelse, der hele tiden vokser én over hovedet, skønt man døgnet rundt og selv i drømme forsøger at bemestre den, er det sværeste og vigtigste af alt i det mindste én gang om dagen virkelig at give op, kaste sine bekymringer på Gud og turde sige ske din vilje”.

Og det tør man bedre, når man indser, at denne Gud er vor Far.

Bloggen har tidligere været bragt i Jyllands-Posten.

URL: https://luthersk-netvaerk.dk/blog/bed-fadervor-og-protester-mod-ateisme/