Bare fejlbarlige?

Bare fejlbarlige. Denne vending blev brugt i KD i en polemik om dåbsritualet, herunder arvesynden, og lød i sin helhed: “Synd er et af de ord, moderne mennesker har svært ved at forstå, men det betyder bare, at vi er fejlbarlige”. Jeg har så ikke kunnet slippe denne fejlbarlige udtalelse, for ordene synd og bare passer bare ikke sammen.

Fejl er noget, man langt på vej kan rette op på og korrigere for. Synd er noget andet og alvorligere, først i forholdet til Gud og dernæst til medmennesket. Noget vi ikke bare gør, men noget, vi er. Noget, vi aldrig selv kan rette op på. Noget, som kostede Gud alt at redde os fra. Noget, som hvis den nedgraderes, udhuler selve korsets kraft.

Alligevel er det altså en kendsgerning, at synd er et begreb, der ligger mere og mere fjernt i manges bevidsthed, både hos ikke-kristne og kristne. At det er noget, man har svært ved at identificere sig med. Mest overraskende og alarmerende er tanken om, at det skulle forholde sig sådan, når det drejer sig om kristne. Hvordan det er gået til? Det må der findes flere årsagssammenhænge i, end der er plads til at udfolde her. Men et forhold, det har at gøre med er, at “vi undervurderer syndefaldets betydning” (Sørine Godtfredsen).

Nogen vil mene, det kun er et spørgmål om ord. Jeg synes, det er vanskeligt at forestille sig, at det alene skulle handle om ord. Ord formidler jo en bagvedliggende virkelighed. Men hvis det ikke kun drejer sig om ord, er der virkelig meget på spil og grund til, at vi selvransagende spørger, hvorfor synd og syndsforladelse for mange ikke længere er bærende i gudsforholdet.

Ting forsvinder som bekendt ikke bare fordi, vi ikke taler om dem. Heller ikke dette, og derfor skal vi selvfølgelig tale om det!

Nogle, ikke nødvendigvis bevidste, men iøjnefaldende nedtoninger af syndsbegrebet, er jeg stødt på i artikler og interviews, hvor folk skal definere, hvad Jesu død handler om. Her fokuseres ofte entydigt på Jesu solidaritet med os, at han forstår vores lidelse osv., hvorimod det afgørende: stedfortrædelsen og forsoningen ikke er et tema. Problemet med synden er taget ud af ligningen og dermed på en vis måde “afsmertet”.

Måske kunne jeg også bare have samlet det hele med Paulus’ ord: “… blev synden større, er nåden blevet så meget desto større…” Det er essensen. For Jesu korsdød er en åbenbaring af både syndens alvor og Guds tilgivelse.

Jeg har lyst til at citere, hvad vi i min kirke, indledningsvis ved nogle gudstjenester, siger højt i kor, og som jeg personligt finder meget befriende og stærkt:

Barmhjertige Gud
jeg bekender,
at jeg er bundet af det ondes magt
og ikke kan befri mig selv.
Jeg har syndet mod dig
i tanke, ord og gerning,
både ved det, jeg har gjort
og ved det, jeg har undladt at gøre.
Jeg har ikke elsket dig af hele mit hjerte,
jeg har ikke elsket min næste som mig selv.

For Jesu Kristi skyld:
Hav barmhjertighed med mig.
Tilgiv mig, forny og led mig,
så jeg kan fryde mig ved din vilje
og vandre på dine veje
dit helllige navn til ære.

Amen.

Skriv en kommentar

Bliv medlem af ELN - og giv din støtte til en frimodig kirke på Bibelens grund

Vær med til at bede om vækkelse! Bed, en bøn som er blevet til efter konferencen Herre, væk os!