Jo, vi forældre står og synger Alene Kristus med lukkede øjne, mens vi håber, at de unge ikke spørger os.
“Lad os nu fokusere på det vigtigste og det, vi er enige om”, sagde vi til hinanden for et par årtier siden. Før os, havde vores forældre diskuteret natten lang i 1970’erne, og uenighederne spredte sig som årringe. Det var de gamle mod 68’erne, strammerne mod slapperne, fromme versioner af socialister, liberalister, konservative, you name it. Vi børn bevidnede koldkrigslignende samtaler, hvor man brugte bogstaver som våben (IM, KFUM, FK, LM, ELM, DBI, MF, OSV…).
Vi voksede op og ville i stedet rummes og samles, og det lykkedes ved fælles hjælp. Fællesskaber blev bygget på tværs i kirken, og da mange sangbøger blev til én sangbog, fik vi vores pokal. Sejrens pris var dog, at vi henførte visse spørgsmål til periferien, hvor vi ikke behøvede diskutere dem og risikere uenighed.
Nu har vi så en irriterende U-35 generation, som vil have gode argumenter for periferien. Kvinders rolle i menigheden, forskellige bibelsyn, Bibelens autoritet ift. homoseksualitet (sex i det hele taget) og andre etiske spørgsmål. Skabelse og evolution. Endnu hører jeg ikke mange spørgsmål om helvedes eksistens, men bare vent. Vi står nemlig med en generation, hvor mange selv læser i Bibelen og slår sig på det modkulturelle, de læser – ligesom alle andre bibellæsere – og bruger hinanden som medvandrere.
Men hvor er vejpræsterne til medvandrerne? De kærlige ældre vejledere, som selv har gået turen og fundet relevante, bibelfunderede svar? Jo, vi står inde ved centrum og synger Alene Kristus med lukkede øjne, mens vi håber, at de ikke spørger os. Forældregenerationen, som ikke har fortrængt, at periferien stadig er en del af cirklen. Vores gamle 70’er-krigere går ind imellem i samtale med de unge, men forældregenerationen er bemærkelsesværdigt tavs. Måske fordi vi forsøgte at skyde genvej og aldrig selv fandt svarene på de besværlige spørgsmål?
Det er ikke for sent at tage ved lære og komme ind i samtalen. Rummelighed uden tydelighed holder ikke i længden. Centrum og periferi hænger sammen, og hvis vi udvisker periferien, forsvinder cirklens centrum til sidst. Forældre, lad os lære af de gamles tydelige standpunkter og søge de gode svar – og samtidig fastholde rummeligheden overfor dem, det står andetsteds. Så kan vi i fællesskab synge Alene Kristus med åbne øjne, alle generationer.
