At være kristen er at tilhøre Kristi krop

Kristi krop går på tværs af rum

Jeg har det sidste stykke tid tænkt en del på, at det at tilhøre Jesus er at tilhøre hans krop. Med andre ord: At være kristen er også at være en del af Kristi kirke. Det er jeg især blevet mindet om af en af de kristne, der gik forud for mig, nemlig Dietrich Bonhoeffer (1906-1945).

Det er noget af det, jeg har taget med fra Lausanne-netværkets netop overståede Younger Leaders Gathering (YLG) i Albanien, som jeg og en flok andre danskere var med på. Her var unge (og også en flok ældre) kristne samlet fra ca. 20 europæiske lande for at lovsynge, læse i Bibelen, danne relationer og opmuntre og inspirere hinanden i vores fælles tro, og jeg er fyldt med taknemlighed over det. Fyldt med taknemlighed over, at det var så nemt at være sammen på trods af, at vi havde forskellige kulturelle og kirkelige baggrunde. Fyldt med taknemlighed over at lære så meget nyt og lære mennesker at kende, der på forbilledlig vis ønsker at følge Jesus i lande, hvor der er meget få kristne. Og fyldt med taknemlighed over, at Gud arbejder overalt i Europa, og at jeg dér har medkristne, ja ikke bare medkristne, men kristne brødre og søstre.

YLG var en meget konkret erfaring af, at Jesu krop går på tværs af lande, kulturer og konfessioner.

Kristi krop går på tværs af tid

Til et af de seminarer, jeg var til, snakkede vi også om, hvordan Jesu krop går på tværs af tidsperioder. Kirken er der, selv når lande og kulturer forsvinder eller ændrer sig. Det har jeg også været en del optaget af på det sidste. At kirken ikke bare går på tværs af rum, den går også på tværs af tid. Og ligesom jeg kan lære noget af mine kristne brødre og søstre fra andre kulturer, kan jeg også lære noget af mine kristne brødre og søstre fra fortiden.

Det synes jeg udtrykkes utroligt fint i Alt det der drukners fremragende sang Tak for tusind slægter. Alle vers er gode, men særligt det første vers ræsonnerer med mig for tiden: ”Tak for tusind slægters tanker, vokset frem fra år til år, som på fyldte drueranker, her er nok til trange kår. Hvilket kæmpe privilegium at få del i deres kristendom.”

Jeg har de sidste par år oplevet disse fyldte drueranker konkret under læsning af ældre, kristne bøger. Nogen, der især har haft betydning for mig de seneste år, er Augustins (354-430) Bekendelser, Martin Luthers (1484-1546) Store Katekismus, Blaise Pascals Tanker (1623-1662) og Henry Ussings (1855-1943) Erindringer. På hver deres måde formår de at tale om kristenlivet på måder, der er utroligt genkendelige og lette at spejle sig i, samtidig med, at de kan sige tingene på måder, jeg ikke er vant til, og kan korrigere mine egne blinde vinkler. Jesu krop fra fortiden kan også sige noget til os i dag.

Kristi krop er din konkrete menighed

YLG mindede mig om det privilegium, at jeg tilhører Jesu krop. En krop, der går på tværs af lande, kulturer og tidsperioder. Lad os bruge det privilegium ved at lære af de kristne, der gik forud for os og ved at lære af de kristne fra andre lande, kulturer og konfessioner, som er her samtidig med os.

Men lad os også lære af de kristne, der er i vores egne menigheder og kristne fællesskaber. Dér, i den helt almindelige søndagskirkegang og torsdagens 19.30-møde, er Jesu krop nemlig også. Dér er der kristne brødre og søstre, som har brug for mig, og som jeg har brug for og kan lære af. Det føles sjældent lige så eksotisk og inspirerende som at være på international konference og ofte også mere besværligt. Men Jesus er lige så meget til stede dér, og det er den del af hans krop, som jeg på en særlig måde er ansvarlig for.

At være kristen er nemlig at være en del af Kristi kirke. Ikke den kirke, jeg ville ønske, var der, men den kirke, der finder sit konkrete udtryk i konkrete menigheder fyldt med syndere med forskellige prioriteringer, personlighedstyper, skævheder og interesser – som alligevel er forenet af noget langt større, nemlig den Jesus, som vi alle tilhører.