Nytårsforsætter er ikke noget, jeg normalt benytter mig af, men i år har jeg et ønske for det nye år, som nok alligevel indgår i kategorien. Jeg vil nemlig gerne nedjustere strømmen af informationer, nyheder og tilbud af enhver slags, som dagligt vælter ind i min indbakke. Det er min egen skyld, at jeg får dem. Jeg har jo selv på et tidspunkt aktivt indladt mig med dem. Så først når jeg selv en dag beslutter at få ryddet op i skidtet, vil det holde op. Det er det, jeg skal have gjort.
Jeg skubber tanken fra mig om, hvor meget tid, ikke minutter, men timer, dage, jeg i alt har brugt (læs: spildt!) på at skimme og tjekke dem igennem, oftest uden at gøre brug af dem! Det er f.eks. gedigne dannende kulturtilbud: fine koncerter, kunstudstillinger, teater, rejser, foredrag mv. Andre handler om sundhed, kost, spørgeskemaer, konkurrencer, livsnyder-ophold, wellness o.lign. Og så hele nyhedsstrømmen … ja, man vil jo gerne følge med, men måske er det alligevel en go’ ide lige at overveje mængden. Google m.fl. har altid fristende overskrifter, der lokker svage og nysgerrige sjæle. Jeg tjekker lige hvad de nu handler om. Det er endeløst.
For så vidt er der ikke i sig selv noget galt med hver enkelt af dem. Jeg kan bare konstatere, at mængden og den insisterende og anmassende måde, hvorpå de påkalder sig min opmærksomhed, gør dem til tidsrøvere, opmærksomhedsrøvere. Værre endnu; de frarøver mig den dyrebare ro, forstyrrer og forringer evnen til koncentration og fordybelse og efterlader sindet adspredt og delt. De svækker sanserne, og faren for, at jeg mister noget af mig selv, er helt reel. Når det nu kan opleves sådan, uden at have gjort brug af de sociale medier, så tænker jeg på, hvordan det må være, når man gør det?
Men om det alt sammen gælder det, at jeg selv har lukket det ind, tilladt invasionen, ladet mig forføre. Jeg har selv indladt mig med ‘røverne’ – og det er kun mig, der kan gøre noget ved det og ta’ magten tilbage. Hvis ikke jeg gør det, tager de nemlig føringen over mig. For det er det, der kendetegner dem, at de gør det – og de spørg ikke først om lov.
Hvad dette accelererende flimmer således gør ved mig rent menneskeligt, er jeg nogenlunde bevidst om. At det ikke også i åndelig henseende skulle kunne forstyrre og ødelægge meget, er naivt at tro, for det er i stilheden, Gud kommer til mig. Ro og stilhed er ikke ligefrem det, skærmene er mest kendt for at befordre. Set over længere tid, tror jeg de umærkeligt har taget en lille bid af min indre ro og hvile. I så fald håber jeg, det tabte kan vindes tilbage i takt med at skærmens plads og indflydelse nedjusteres.
