For ikke længe siden kunne man i Jyllandsposten læse, at mennesket er til uforpligtende sex. Både mænd og kvinder. Et par sexologer var ikke i tvivl: Idéen om monogami – én mand og én kvinde hele livet – er en ren konstruktion. Vores naturlige natur er slet ikke indrettet til det.
Nu er det jo ikke første gang, vi hører den. Og jo oftere den slags siges, desto mere begynder det at ligne en sandhed. Men er det sandt?
Hvis man går argumentationen for det efter i sømmene, ser det tyndt ud. Eksperterne tager udgangspunkt i, hvordan mange mennesker faktisk lever. De har skiftende partnere, giftes og skilles, har elskere ved siden af deres ægtefælle, bruger swingerklubber og så videre. Ud fra folks faktiske gøren og laden udleder man så pointen: Det er sådan, vi mennesker er. Det er vores natur. Skiftende sex-partnere er det naturligste. Og tilsætter man det så lige et drys evolutionsbiologi, passer pengene.
Men det ville jo svare til, at man konstaterede, at de fleste mennesker har en naturlig tilbøjelighed til at lyve, altså bør det anses for at være naturligt og rigtigt at lyve. Eller mange har en tilbøjelighed til at tænke på sig selv først, altså bør det anses for naturligt og rigtigt at gøre det. Den type argumentation holder mildest talt ikke.
Håbløs argumentation
At udlede hvad der er godt og rigtigt fra, hvordan vi faktisk opfører os, ender et håbløst sted. Og netop håbløst. For hvem øjner håb for ægteskabet ved enden af den vej, der handler om skiftende sex-partnere gennem et helt liv? Eksperterne i Jyllandsposten overser fuldstændig den længsel og drøm, der præger de allerfleste mennesker dybt: Drømmen om den eneste ene, mit livs kærlighed, én at følges med hele vejen, den ene som jeg giver mig til med hud og hår og sjæl, og vice versa, uden frygten for utroskabens nagende uvished.
Det kan godt være, at mange er langt fra drømmen. Men det gør jo ikke drømmen usand. Drømmen kan tænkes at være langt sandere end det liv, de fleste faktisk lever.
Drømmen taler sandt
I Biblen er der ingen tvivl: Drømmen taler sandt. Vi er skabt til livslang kærlighed sammen med én. Som det lyder hver gang ved et kirkebryllup, af Jesu mund: ”Har I ikke læst, at Skaberen fra begyndelsen skabte dem som mand og kvinde og sagde: Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille”.
Manges liv er ikke blevet, som Jesus lægger op til det. Med eller uden vilje gik det anderledes. Der findes veje videre fra den situation. Mit anliggende her er kun et opgør med den konstruerede idé om, at det mest naturlige og rigtige er skiftende partnere.
Jeg tror langt mere på den tanke, der kommer til udtryk i titlen på en bog, der er skrevet af en anden sexolog: ”At elske med den samme hele livet – og stadig elske det”.
