Vi har brug for en kristendom, som rummer hele den bibelske dybde og bredde og samtidig har blik for det mangfoldige menneskelige erfaringsspektrum.
For nogle år siden genudkom John Stotts lille bog Balanced Christianity, hvor han i sin karakteristiske stil viser fem områder af kirkens og den kristnes liv, hvor der er brug for en sund bibelsk og menneskelig balance. Jeg er enig i det projekt. Vi har brug for en kristendom, som rummer hele den bibelske dybde og bredde og samtidig har blik for det mangfoldige menneskelige erfaringsspektrum.
På det sidste har jeg tænkt på, om der er dimensioner i min egen tro og vores fælles bibeltro/konservative kristendom som overses, glemmes eller måske fortrænges – og dermed giver ubalance. Der kunne sikkert nævnes mange forhold – måske lige så mange som der er læsere af denne blogpost. Men jeg vil nævne et forhold, der har trængt sig på hos mig, og som hører med, hvis min – og vores fælles – kristendom skal være balanced. Det rummes i det lille ord alvor.
Jeg mener ikke, at alvor bredt forstået er fraværende blandt kristne i dag. F.eks. synes jeg, at vi er gode til at tage den menneskelige lidelse og sårbarhed alvorligt. Så det er ikke det, at alvoren som kategori er helt fremmed. Men der er et andet element ved alvoren, som jeg mærker har en tendens til at sive ud, som vand i et lille hul i badebassinnet.
Det er det, som i gamle dage blev kaldt for ”evighedsalvor”. En alvor, der kommer fra bevidstheden om, at der er to udgange på dette liv: Frelse og fortabelse. Det er alvoren ved, at selvom Jesus har sonet al verdens synd, og Gud har kærlighed og kapacitet til at frelse alle mennesker, så bliver kun de mennesker frelst, der sætter deres håb til Jesus Kristus.
Den alvor tror jeg ikke, at nogen af os kan bære at have liggende helt fremme i vores bevidsthed hele tiden. Men hvis den forsvinder, kommer vores kristendom ud af balance. Det kan godt være, at denne form for alvor ofte står som en skygge på sidelinjen af vores bevidste liv, og kun træder tydeligt frem en gang imellem. Men det er så også vigtigt, at den står der, og en gang imellem træder ind på bevidsthedens scene fx i mødet med en god ven, der ikke sætter sit håb til Jesus Kristus, eller når vi skal prioritere i kirkens aktiviteter.
Jeg tror ikke, at alvor skal være den dominerende normale grundstemning i en kristen. Det er nærmere tillid til Gud, glæde, taknemmelighed og tryghed. Men sammen med disse hører også alvoren, hvis vores kristendom skal være bibelsk og menneskeligt balanceret. Der er ikke tale om modsætninger men om forskellige aspekter af en sund og helstøbt kristendom.
