I sidste ende bliver alting fysisk. Overbevisning, tanker, tro, følelser. Det er en påstand, men jeg synes, vi ser det for øjnene af os.
Hvis ikke noget uden for os selv definerer godt og ondt, rigtigt og forkert, navigerer vi efter vekslende følelser. Og i sidste ende manifesterer det sig fysisk.
Tre eksempler
Abort: Kvindens ret til sex og egen krop hylder friheden og frigørelsen. Men det, der kunne se ud som en forjættende tanke, bliver fysisk og konkret, når man hellere vil tage et menneskes liv end tage ansvar for det. Når intet andet end mennesket sætter grænsen, bliver kvindens ret til egen krop også kvindens ret til barnets.
Aktiv dødshjælp: Regeringen ønsker at indføre aktiv dødshjælp og har nedsat en kommission, der skal se på ”en værdig død”. Hvis vi føler, det er uværdigt at lide, så hellere slå ihjel. Hvis intet holder livet i hævd som ukrænkeligt, bliver angrebet mod det fysisk.
Ændret ret til rugemoderskab: Det føles som om, det er synd for de bøsser og lesbiske, der ikke kan få børn. Selv om skaberen egentlig har sat en grænse, gør mennesket det ikke. At rugemødre og børn fysisk bliver instrumentaliseret i jagten på voksnes behovstilfredsstillelse, betyder mindre.
Højt oppe i behovspyramiden
I mange år har vi i Vesten levet med styr på de nederste lag af Maslows behovspyramide. Langt de færreste sulter eller fryser. Vi lever i udstrakt grad i trygge miljøer uden at mærke på kroppen, hvor afhængige vi er af, at nogle dyrker jorden, bygger veje, sørger for sanitet, sikkerhed eller syr vinterstøvler til børnene. For slet ikke at tale om liv og ånde.
Jo, jo, vi ved det godt, men vi har ikke nødig at bekymre os synderligt om basale fysiske behov. Og jo, jo, vi arbejder for at skaffe mad på bordet, men vi har måske mistet fornemmelsen af, hvor fysisk livet er.
Til gengæld har vi masser af overskud til at mærke efter. Hvad oplever jeg som belastende? Hvad føler jeg er rigtigt? Er jeg ramt af ”mental load”?
Jeg siger ikke, at følelser ikke skal tages alvorligt. Slet ikke.
Men der er noget underligt bagvendt i tiden. Vi har enormt (berettiget) fokus på trivsel, mental sundhed og psykologhjælp til de fleste, en ordentlig tone, nænsomt sprogbrug og dialog med hvilken som helst krænkbar minoritet, og samtidig slår vi ihjel og arbejder for at kunne slå flere ihjel. Vi skal arbejde mere, så vi har råd til velfærd – for de udvalgte.
I sidste og allersidste ende
I sidste ende bliver alting fysisk. Også troen. Hvis vi tror, at mennesket ved bedst, får det fysiske konsekvenser – for børn, gamle, handicappede, os alle sammen.
Tror vi, at Gud har skabt ethvert menneske og givet ikke blot bud på det gode liv, men givet sit eget liv, får det konsekvenser – for håb, ansvar og omsorg.
Det er jo også fantastisk, at Gud ikke blot tænkte en plan for at frelse mennesker. Han blev kød. Han blev fysisk menneske.
Også i allersidste ende bliver alting fysisk. Fortabelsens virkelighed. Frelse, forløsning og genoprettelse af alt skabt, skønt, sandt og godt. Det bliver fysisk.
Vi har brug for at komme på plads. Som skabte, der lytter til skaberen.
Meget spændende overvejelser Dorte. Men også vanskelige. Jeg forsøger at følge din tankegang, men jeg må være ærlig og vedgå, at det ikke er helt nemt for mig. Det er sikkert fordi jeg intellektuelt ikke kan følge med. Men jeg ser det faktisk lidt modsat dig. For er det i virkeligheden ikke sådan, at det vanvid, som har grebet en hel generation – jeg tænker på hele trans-ideologien, men også som du nævner, på abort og eutanasi – bunder i selvhad, had til kroppen? Og er der i virkeligheden ikke tale om et oprør mod Guds skaberorden, altså mod den fysiske skabelse? Og er konsekvensen ikke en adskillelse af krop og ånd, en bevægelse i retning af det gamle gnostiske kætteri? Gnosticismen var og er jo kendetegnet ved en fornægtelse af inkarnationen og skabelsen, en verdensflugt. Er det ikke det, som Djævelen vil, få os til at tro på en frelse væk fra det fysiske konkrete liv? Stik modsat den frelse, som Jesus vandt på korset. Blot mine ufærdige tanker og refleksioner. Tak fordi du har givet bolden op. Nu har jeg sendt den tilbage til dig i håb om at du vil uddybe dine spændende og kloge tanker.
Mange tak for kommentarerne, Carsten. Jeg tror faktisk, at vi er enige. Og jeg beklager, hvis jeg skriver så uklart, at pointen går tabt.
Det er netop pointen, at vi ikke kan negligere det fysiske. Det er muligt, at “man” lægger vægt på følelser og oplevelser, men i sidste ende bliver alting fysisk – fordi vores verden, mennesker er skabt af Gud til at være fysiske. Derfor bekender vi også, at vi tror på “kødets” opstandelse.
Ja, det er af den Onde, hvis vi tror, vi kan se bort fra det fysisk skabte. Det kan vi ikke – uanset om det er i kirken eller queerideologi.
Håber det giver mening!
Dbh. Dorte