“Hvorfor ligger de dødes dag i den døde tid?” spurgte Kaj Munk. Han svarer selv.
Kaj Munk holdt denne prædiken allehelgensdag, søndag den 2. november 1941 i Vedersø Kirke. 79 år senere er den stadig til opmuntring og eftertanke. Her er et uddrag:
Det er Allehelgensdag. Vi går til vore grave. Ak, det er så koldt. Hvorfor ligger De dødes Dag her i den døde tid? Var det ikke meget kristeligere, om den var lagt i maj måned, og vi kunne stå ude ved efeuen og lade blomsterduft og fuglesang fortælle os opstandelsens evangelium?
Nej, for det kender blomsterne og fuglene ikke. Opstandelsen har ikke noget at gøre med den stakkels jordiske vår, der varer en kort stund og jages af sommer og høst og vinter igen, i årets evige rundgang. I naturens rige er vår og vinter lige stærke, lige “evige”! Den ene kan lige så godt kalde sig for sejrherre som den anden.
Derfor er det egentlig godt, at der er så trist og uhyggeligt på kirkegården nu. Det klipper hovedet af den billige lyrik. Det fortæller os, at døden er døden – ganske uden formildende omstændigheder. Og det minder os om, at den vår, vi står og har så bitterlig brug for, skal vi ikke hente hos årstiden eller fra et lunere himmelstrøg; den er uafhængig af tid og sted; den fås kun hos Jesus Kristus.
