Jeg har lige læst bogen Døden på recept, en fremragende bog om aktiv dødshjælp med en stribe indspil fra en lang række bidragydere.
Noget af bogens styrke er, at den ikke har brug for at hente argumentationen fra en særlig kristen synsvinkel. Bogens forfattere repræsenterer kulturelt og trosmæssigt set en bred del af den danske befolkning. Gennem stort set hele bogen drejer det sig om argumenter, som kan bringes i spil på en fællesmenneskelig platform. Det vil give bogen langt bredere appel og derfor forhåbentlig hjælpe med at fastholde ikke-aktiv dødshjælp i det danske samfund.
Når det er sagt, er det selvfølgelig indlysende, at selve sagen også har et oplagt kristent perspektiv. Dét dukker også meget tydeligt op i et enkelt indlæg fra den kendte præst Poul Joachim Stender. Han bringer det bl.a. frem med følgende ord: ”Døden er og bliver livets fjende. Vi skal bekæmpe døden over alt, hvor vi støder på den. (…) Jesus besejrede døden ved at opstå fra graven påskemorgen. (…) Hvis vi indfører statslig drive-in selvmord, får vi den forvrængede holdning, at døden kan tæmmes.”
Et andet kristent perspektiv kunne være at indse, at vi lever i syndens og dødens verden, hvilket medfører en erkendelse af magtesløshed, sorg, fortvivlelse og længsel. Og tillige en erkendelse af, at døden præger os dybt og varigt omtrent fra livets begyndelse. Jf. Hebræerbrevet 2, 15: ”dem, som af frygt for døden hele livet igennem havde været holdt nede i trældom”. Og selvfølgelig i forlængelse af dette i den grad det kristne håb om evigt liv efter døden, som helt fundamentalt bringer et helt andet perspektiv ind over sagen.
Dertil kommer, at hele spørgsmålet om aktiv dødshjælp i virkeligheden også kan ses som en parallel til spørgsmålet om fri abort. Jeg forventede ikke ved læsningen, at det blev bragt i spil, men undervejs i læsningen tænkte jeg flere gange, at fri abort reelt set også har haft en indflydelse på aktiv dødshjælp, som er dukket mere og mere op rundt om i verden.
Bogen rundes af med en skarp tekst om det, der dybest set er i spil: to helt forskellige menneskesyn.
Konsekvensen af aktiv dødshjælp bliver: ”Vi har mistet menneskesynet (…) Det menneskesyn, vi kendte, og som mange elskede, holdt af og kæmpede for. (…) Langsomt kvælende førte fremhævelsen af individet til menneskesynets død. (…) Mennesket ville for enhver pris bemægtige sig magten over livet og døden (…) Mennesket står da tilbage med både opgaven og ansvaret for sin endelighed. Sin egen død, der ikke længere kun bliver naturlig, men også kan blive en usynlig tvang til at vælge livet fra og døden til (…) En moderne kultur, hvor vi mister blikket for afhængigheden af hinanden”.
Om lidt fejrer vi jul. Det er dybest nede en fejring af, at døden ikke har sidste ord, men derimod det evige liv. På grund af ham, der – i en helt anden forstand! – tog aktiv dødshjælp til sig for at bringe os aktiv eviglivshjælp.
