Afghanistan – tristheden melder sig

Det har mildest talt været forstemmende at følge Talibans fremmarch i hælene på de amerikanske troppers udmarch af Afghanistan. Forstemmende i flere perspektiver – demokratisk, sikkerhedspolitisk, menneskeretsligt, velfærdsmæssigpt, kirkeligt osv. Jeg tror ikke, at jeg er den eneste, som er ramt af tristhed.

Det, som tristheden lettest griber til, er fjendebilleder og placering af skyld sammen med bedrevidende refleksioner. Og ja, der forestår helt sikkert en nødvendig selvransagende refleksion i den vestlige verden efter 20 års kæmpe indsats med mange ofre, som (næsten) skydes tilbage til nul i løbet af ganske få dage

Men er der nogle dimensioner i forvaltningen af tristheden over Afghanistan, som vokser ud af den kristne tro, og som er væsentlige at fastholde? Jeg vil forsøge mig med nogle stykker:

  1. Gud elsker talibanerne. Jeg tør næsten ikke sige det og har faktisk heller ikke gjort det før. Men det gør han. Jeg mener, at de er formørkede i deres fanatisme, og at de bærer skyld for den lidelse, de påfører andre, men ikke desto mindre er de elskede af Gud. Han sendte sin søn for at frelse talibanere og ønsker, at de skal finde hjem til ham og få et nyt og evigt liv hos Jesus Kristus.
  2. Hjælp til dem, som er på flugt. Det kan ske på mange forskellige måder og er et stykke på vej især en hjælp, som politikerne kan åbne for. Ikke desto mindre må vores indstilling være hjælpsomhedens, der hvor vi med vores stemme og handlinger og penge kan bidrage. Har vi mulighed for at hjælpe den lille kristne kirke i landet, så ligger det lige for, men hjælpen begrænser sig ikke til de kristne.
  3. Bøn for alle som er ramt. Bøn er en form for hjælp, som alle kristne kan bidrage med i større eller mindre omfang. I denne tid kalder situationen i Afghanistan på vores bøn. Bøn om beskyttelse, udfrielse, forsoning og fred. Men også bøn for Afghanistans kvinder, som ser ud til at blive særlig hårdt ramt af det nye styre, og bøn for vores kristne brødre og søstre i landet.
  4. Nuanceret og troværdig refleksion. Som kristne bør vi ikke finde syndebukke for lettere selv at kunne leve med tragedien. Vi skal være sandheden tro, og det betyder, at vi i en kompleks situation, som hele det 20-årige forløb i Afghanistan er, bør afstå fra de hurtige og forenklede domsafsigelser. Men samtidig skal vi ikke være bange for at tale om de tabuer, som let opstår i en situation, hvor mange har bragt de største ofre tilsyneladende til ingen nytte.
  5. Mission. Det er ikke nyt, at Afghanistan stort set er lukket for kristen mission. Men den skærpede situation kalder på opfindsomhed, udholdenhed og kærlighed i lighed med det, som mange kristne udviser i forhold til Nordkorea.
  6. Påskønnelse og taknemmelighed over de demokratiske og kirkelige forhold, vi lever under i Danmark. Situationen er ikke perfekt i Danmark. Men mødet med den afghanske virkelighed bør som et minimum kalde taknemmeligheden frem i os, der lever i et af verdens tryggeste lande. Og taknemmelighed følges nogle gange spontant af gavmildhed og generøsitet.

Tristheden over Afghanistans nyeste historie tror jeg ikke, at vi uden videre kan kaste af os. Men vi kan forsøge at forvalte den på en konstruktiv måde. Til denne forvaltning hører også en række kristne dimensioner.

NÅR KIRKEN SVIGTER. Om og for mennesker, der led skade i det kristne fællesskab.

KIRKEINSPIRATION - til dig og din menighed. Temaet er: Herre, væk os!