Åndsfrihed i Venstre og i kirken

Gæsteblog af Ole Andersen, generalsekretær i Ordet & Israel.

Venstre kalder sig Danmarks liberale parti. Men nu opfordrer Enhedslisten Venstre til at åbne partiet for socialister. Begrundelsen er, at partiet selv bør leve op til den åndsfrihed, som partiet ønsker i samfundet. Det er hykleri, lyder det, hvis man kræver åndsfrihed i samfundet, men ikke selv vil levere den i partiapparatet.

Indledningen er selvfølgelig noget konstrueret sludder. Hverken Enhedslisten eller andre vil kræve, at et politisk parti i åndsfrihedens navn skal optage medlemmer, der kæmper for en helt anden politik. Det ville være meningsløst.

Men det, der gælder Venstre og andre politiske partier, gælder i mine øjne også trossamfund. Derfor har jeg det vanskeligt med det, når vi fra vores del af dansk kirkeliv begrunder vores ønske om at være med i det gode kirkelige selskab med henvisning til åndsfrihed.

Fra vidt forskellig side, både teologisk og politisk, har der været rigtig gode protester mod den hetz, som den nye præst i Hedensted har været udsat for, fordi han ikke ønsker at vie personer af samme køn. Nogle har henvist til kirkens tradition. Andre til den frihedsret for præster til at sige nej, som blev fastslået sammen med indførelsen af ritualet. Og nogle har argumenteret for, at seksualfriheden ikke må ophæve religionsfriheden.

Jeg glæder mig over, at så mange mennesker med vidt forskellige standpunkter forsvarer præstens ret til at sige nej. Men jeg er ikke så glad for det argument, at kirken bør udvise åndsfrihed.

I mine øjne er vi nødt til at skelne mellem forskellige områder, når vi taler om åndsfrihed:

I samfundet skal der råde åndsfrihed! Her skal der være frihed for alle synspunkter og overbevisninger – religiøst, politisk, livssynsmæssigt osv. (blot de falder inden for loven og ikke unødigt begrænser andres åndsfrihed). Det er en hjertesag, som jeg virkelig ønsker at kæmpe for og oprigtigt brænder for – i dyb gæld til Holger Kjær og andre gamle grundtvigianere.

I trossamfund, politiske partier og lignende skal der ikke råde åndsfrihed. Der skal udadtil være respekt for andre, der ikke tilhører ’foreningen’, og der gerne indadtil være højt til loftet, rummelighed og en vis plads til forskellige tolkninger. Men ikke åndsfrihed.

Et liberalt parti skal helst have højt til loftet og give plads til en vis forskel i forståelsen af, hvordan liberalismen kan praktiseres i samfundet. Men et liberalt parti skal ikke give åndsfrihed til socialisme eller nazisme eller andre politiske ideologier, der strider mod liberalismen. Tilsvarende med et socialistisk parti. Det giver ikke mening at afkræve politiske partier den samme åndsfrihed, som skal være i samfundet.

Et trossamfund skal også helst have højt til loftet og give plads til en vis forskel i forståelsen af, hvordan troen kan praktiseres i hverdagen. Men et trossamfund skal ikke give åndsfrihed til andre religioner eller åndelige opfattelser, der strider direkte mod kerneindholdet i troen.

Sat på spidsen: I en kristen kirke skal der være plads til Helligånden, men ikke åndsfrihed til andre ånder. Men meget gerne rummelighed inden for troen. (Jeg ved godt, at jeg her kommer i konflikt med det syn, at Folkekirken bare er en borgerlig ramme …)

Der er mange, rigtig vægtige grunde til at støtte en præst, der møder mobning og demonstrationer som nu i Hedensted. Den fritagelsesret, han med god ret gør brug af, bør bevares af mange gode grunde – ikke mindst af respekt for Bibelen og for kirkens tradition. Men ikke på grund af åndsfrihed, for den hører hjemme i samfundet og ikke i kirken.

2 kommentarer til “Åndsfrihed i Venstre og i kirken”

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights