Som helt ung blev jeg stillet overfor et valg: Du skal betale for at bo hjemme – men huslejen behøver du ikke at sende til os. I dag ser jeg værdien af mine forældres atypiske model.
300 kroner. Det var lejen for at bo hjemme ved mine forældre på Vardevej, da jeg for snart et årti siden rundede de famøse 18 år. Et beløb, der hverken væltede mit budget, eller fik min forældre til at servere dådyrfilet tirsdag aften.
Ingen penge til mine forældre
Faktisk så mine forældre aldrig pengene på deres konto. Jeg selv og mine tre søskende havde nemlig et valg:
Ønskede vi det, kunne vi i stedet sende beløbet til én, to eller tre kristne organisationer. I en fastgiverordning, så beløbet hver måned blev trukket fra vores konto.
Dengang tænkte jeg ikke meget over deres valg, men i dag mærker jeg værdien heraf. Fra helt ung blev dét at give en naturlig post i vores budget. Vi lærte at give. Lærte, at det faste beløb sjældent mangler ved slutningen af måneden, og at selv mindre beløb har værdi.
Beløbet dribler videre
Da vi efter gymnasietiden vinkede farvel til de trygge rammer i det hvidmalede hus, er dét at give en naturlig del af vores hverdag.
Sådan har det været siden. Hver måned dribler et beløb – større eller mindre – videre fra kontoen under navnet ’Gaver’. En ordning, jeg og mine søskende ikke selv kan tage æren for, men som forhåbentligt bliver til glæde og gavn for det kristne arbejde verden over.
Photo by Katt Yukawa on Unsplash
