3 ting vi kan lære af Philip Fabers fællessang

Næsten 1 mio. danskere viser os hver uge deres musikalske hjertesprog. Vi vil gerne synge evangeliet ind i danskernes hjerter. Værsgo: gratis inspiration.
For første gang har vi klare data og indblik i, hvordan det store flertal af danskere holder af at synge. Næsten 1 mio. danskere synger hver uge “Fællessang – hver for sig” med hinanden via DR. Opskriften er enkel: klassisk fællessang som vi lærte den i børnehaven.

Kirkens fællessang

I vores del af kirken har vi længe haft en torumstænkning i fællessangen: de gamle salmer med brusende orgel og højt til loftet kaldes salmesang, mens lovsang med koncertoplevelsen som forbillede er blevet en genrebetegnelse for sange egnet til band og solist, der eksplicit leder menighedens sang. Der kan siges meget godt om begge dele, og mit ærinde er ikke at nedgøre dem. Men jeg tror faktisk, at begge rummene med salmesang og lovsang passer unødigt skævt ind i den danske fællessangskultur. Jeg henter 3 pointer i min lommeanalyse af Phillip Fabers fællessang:

1. Fællesskab

Følelsen af fællessang er vigtig. Familien Danmark vil kunne høre sidemandens småfalske stemme. Vi vil se og mærke, at andre også synger med hjemme i stuerne. Børn og voksne kan synge de samme sange. Denne følelse af fællesskab har vi også brug for i kirken. Vi kan kun høre hinanden, hvis vi kender sangene, og hvis musikken ikke dominerer lydbilledet (det gælder både orgel og band). I kirken bliver vi ofte fokuserede på den personlige og inderlige sang, men sangen er ikke bare mødeplads for mig og Gud. Den er også mødeplads for os og Gud i fællesskab. Måske har vi brug for at opprioritere vi-sangene og fællesskabsfølelsen, når vi synger?

2. Følelser til rådighed

I Fabers fællessang stilles de store følelser ofte til fri afbenyttelse i tekst, musik og fremførelse. De påduttes ingen, men de gemmes heller ikke væk. De står til rådighed for den, der ønsker dem. I lovsangen og mange pietistiske salmer oplever jeg derimod tit, at jeg distancerer mig fra sangen, fordi jeg føler mig følelsesmæssigt intimideret. Eller modsat kan nogle salmer føles uvedkommende og fjerne. Jeg har hørt kirkefremmede nævne samme oplevelser. Lad os arbejde på at stille de store følelser frit til rådighed i fællessangen.

3. Forskelligt, men velkendt

Danskerne elsker velkendte sange af alle slags. I mange kirker og missionshuse synges kun gamle salmer. Andre steder præsenteres nye, ukendte sange ved hver eneste samling. Phillip Faber synger både Grundtvig og Rasmus Seebach uden skelen til torumstænkning.

Hvem havde i øvrigt troet, at danske konfirmanders yndlingssalme ifølge en bred undersøgelse er Hil dig, frelser og forsoner? Danskerne holder simpelthen af både at synge ny kvalivare og slidstærke salmer – når bare de kender dem. Måske skal vi turde at forhåndssortere de nye sange efter kvalitet, så vi primært bruger og ofte genbruger det bedste af det nye* – og synger de folkelige klassikere og drøvtygger de teologitunge ved én og samme lejlighed.

Altsammen med det ophøjede formål, at vi vil synge evangeliet ind i danskernes hjerter på det musikalske sprog, som de nu har vist os, at de elsker og forstår.

*Tanken om at sortere de nye sange kan kan virke demotiverende på os, der skriver nye sange og salmer. Jeg har selv meget svært ved at vurdere kvaliteten af de sange, jeg skriver, og hvem gider skrive sange til kirkens papirkurv? Alligevel tror jeg, at de mange sange, som ligger under niveau, er en uundgåelig del af processen med at opøve håndværket. Selve Kong Salomo skrev 1005 sange, men kun 2 klarede skærene til Salmernes bog. Hvis bare én af mine mange sange er bevaringsværdig, vil den forkynde mere end 1000 prædikener. Det motiverer i hvert fald mig til at skrive videre. Og så drømmer jeg om, at nogen vil sammensætte en redaktion af kyndige udi teologi, poetik og musik til løbende at modtage og sortere nye sange og salmer.

DAGE I BØN: Vil du være med til at bede. Nogle dage - eller blot nogle timer?

FRIMENIGHEDSKONFERENCE: Få inspiration og del erfaring og visioner.

SOGNEKIRKEKONFERENCE: Grib sognekirkens muligheder!