3 klask til kirken fra en 24-årig

Udelad de provokerende dele af bibelteksten. Sats bredere – kirken kan ikke nok i sig selv. Og tag helst udgangspunkt i dig selv, kære præst. Eller også er det hele stik modsat.

1. Tur at være tydelig

Jeg hørte engang om et kendt brand, der designede tasker. De var gode til det. Biksen kørte derudaf. Så de udvidede sortimentet til også at indeholde sko, hatte og jakker. Men straks styrtdykkede salget, og det er fortsat lavere end før. Hvorfor? Fordi de druknede deres kernekompetence og særpræg i forsøget på at kunne alt muligt andet.

Gudstjenesten skal turde at være gudstjeneste, hvis den skal overleve. Den skal turde den umoderne liturgi, den skal turde stilheden, og den skal turde at tage ord som hellighed, synd, nåde, fortabelse og evigt liv i sin mund. Ellers kan man ligeså godt tage i forsamlingshuset for hyggen, i teateret for sceneshowet, i byen for festen eller til foredraget for hjernestimulansen.

2. Kald en spade for en spade

Lad være med at pakke det ubehagelige ind i gavepapir med bamser og blomster. Vi gider ikke bruge krudt på at lytte mellem linjerne eller undre os over, hvorfor den provokerende sætning i bibelteksten blev udeladt i prædikenen. Sekularisering handler ikke om, hvilke perspektiver, der stoppes ind i et menneske, men hvilke perspektiver, der ikke gør. Hvis vi har en oplevelse af kun at høre de dele af bibelteksten, der er behagelige, så forsvinder vores tillid til præsten og til kirken. Eller også lulles vi i søvn. Vi vil ruskes af den skinbarlige sandhed. Vi sulter efter tydelighed og kompromisløshed. I nådens lys.

3. Kryds aldrig store farvande uden GPS

Byg en prædiken op på Bibelen. Så er der større chance for at blive på sporet. Hvis en prædikenen tager udgangspunkt i præstens egne oplevelser, der undervejs underbygges af et par bibelcitater, så er der stor fare for, at præsten alene sætter dagsordenen, og så bliver det hurtigt en sludder for en sladder. Selvfølgelig skal en kringlet bibeltekst konkretiseres med for eksempel personlige anekdoter. Det handler om, hvor udgangspunktet ligger. Hvilken GPS, der benyttes.

Jeg kunne bruge krudt på at indskyde en masse undtagelser og nuancer til de tre punkter. Men det gider jeg ikke. For det har du sikkert været hammer hurtig til selv. Ligesom jeg har været hurtig til at ridse de tre råd op, som jeg vil give kirken. Det må man gerne.Vi, du og jeg, må gerne forvente noget af kirken og af præsten.

 

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights