Fri og forpligtet
Jeg førte forleden en bil, som bippede, hver gang mine fingre lettede trykket på rattet. Som om jeg skal nudges og ikke kan finde ud af at køre bil og overholde færdselsloven samtidig. Næh, du, jeg er voksen. Giv mig 4 hjul og et rat og vis mig tillid, så skal jeg nok overholde den færdselslov, jeg selvfølgelig er forpligtet på. Fri og forpligtet, tak!
I øvrigt ønsker jeg det samme af kirkens forkyndelse og fællesskab. Jeg vil ikke lokkes eller nudges til hellighed eller foregøgles, at hvis bare jeg gør sådan eller omgås disse, vil jeg være i safe space.
Nej, lær mig Guds lov i al sin karskhed og forkynd mig hans radikale nåde. Forkynd mig fri og forpligtet som et voksent menneske. Fri for min elendige synd, Guds vrede og for tåbelige menneskepåfund, og forpligtet på det liv, loven fremviser til Guds ære og menneskers gavn.
Fri og forpligtet, tak!