Hvert knæ skal bøje sig…

… i himlen og på jorden og under jorden,
og hver tunge skal bekende:
Jesus Kristus er Herre, …
Fil. 2,10-11.

Som yngre især fandt jeg mod og styrke i disse ord, når jeg med ungdommelig iver diskuterede tro og kristendom med mine klassekammerater. For lykkedes det mig ikke at få dem overbevist, ville de, om ikke før, så til sidst, skulle erkende og bekende, at Jesus er Herre. Der lå en vis befrielse i at tænke på det og desuden sådan en indre slet skjult følelse, en slags sejrens sødme a’la: ‘en dag skal I se det, I ikke nu vil tro’. Min egen rethaveriske tilbøjelighed blandede sig desværre nok lidt med længslen efter synliggørelsen af Guds retfærdighed.

Jeg elskede – og gør det stadig – den stærke sejrstone i Bibelen; synd, død og djævel er besejret, riget, magten og æren er Guds! Se det for dig; alle mennesker gennem alle tider knæler for – og bekender Jesus! Vandringen i tro er en vandring i en allerede vundet sejr. Heri ligger en kæmpestor trøst, især når jeg ser, hvor lidt sejr-agtigt, det hele tager sig ud nu, verdenssituationen som helhed og min lille personlige verdens situation.

Men ligeså skønt det er med sejren, ligeså skræmmende er det med muligheden for at komme til at stå uden for den!

Dobbelt udgang

Den har lige været her igen; debatten om, hvorvidt der er en dobbelt udgang af dette liv eller ej. Findes der en fortabelse, og er den i så fald et sted, hvor man faktisk eksisterer eller udslettes man bare osv.? Teologer og præster står i kø for at lukke himlen op for alle, uanset man ikke vil vide af hverken nogen Gud eller nogen himmel. Det ansvar, de dermed påtager sig, er enormt, og det er svært at forstå, at de tør!

Men hvad så med mig? – som tror, der er en dobbelt udgang, som tror, der findes både et helvede og en himmel, som tror, alle skal bøje sig til sidst og bekende Jesus. Hvordan tør jeg holde det for mig selv? For jeg må med skam melde, at jeg ofte agerer, som om det ikke forholdt sig sådan. Ærligt talt, omgås jeg alt for fredeligt og ubekymret den overbevisning, at man faktisk ikke kan komme i himlen uden at tro og bekende Jesus inden udgangen af dette liv! Eller sagt mere direkte, så fortæller jeg alt for sjældent og alt for tøvende mine uomvendte medmennesker om Jesus og det altafgørende i at kende ham.

Det haster!

Jeg kunne godt bruge noget af min ungdoms nidkærhed og handlekraft. Måske ikke så meget fordi jeg mangler modet, men mere fordi den demotiverende ligegyldighed har fået mere tag i mig og jeg er blevet mere magelig, ‘mere nok i mig selv’ osv osv. Måske kender du det?

Men det haster! Det har det gjort lige siden kvinderne løb fra den tomme grav med sejersbudskabet.

For ‘… den, der ikke har Guds søn, har ikke livet’.

 

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights