Folkekirken behøver ikke være en præstekirke. Ansæt kirke- og kulturmedarbejder efter nytestamentligt forbillede.
I ELNs barndom blev fremsat et forslag, som blev bemærket som en god ide, men mere eller mindre glemt i rækken af nyheder på ELN’s hjemmeside. Ideen var at oprette 1000 nye sognemedhjælperstillinger i folkekirken. Argumentet var, at der var brug for et vigtigt supplement til præstestillingen blandt dem, der 100 procent arbejder med menigheden og sognet. Nu har ELN nået teenageårene, og tiden er kommet til at genfremsætte forslaget med henblik på, at det ikke skal blive ved snak, men omsættes til handling.
I apostlenes gerninger er vi ikke nået længere end til kapitel seks, før vi hører om, at menigheden i Jerusalem ansætter syv diakoner, for at apostlene skal kunne koncentrere sig om bønnen og ordets tjeneste. Disse diakoner har, så vidt vi kan se, både haft et socialt arbejde med bespisning og hjælp til de fattige og har været evangelister, som var med i den udadrettede forkyndelse.
Senere understreger Paulus i forhold til Timotheus, at i de større menigheder skal der både være lærere og ledere, men samtidig diakoner, som varetager andre opgaver. En lærer skal være en mand, understreger Paulus, mens en diakon kan være en m/k.
Folkekirken er med rettet blevet kritiseret for at være en præstekirke, som passiviserer menigheden og samler alle nådegaver i én person. Men det behøver ikke være sådan.
Den muligher, som er kommet i nyere tid med sognemedhjælpere, i dag kirke- og kulturmedarbejdere, betyder, at man på en helt anden måde kan fordele arbejdet i de lokale sognemenigheder.
De menighedsråd, som målrettet arbejder på det, kan prioritere deres økonomiske resurser, så der bliver råd til ansættelsen af en kirke- og kulturmedarbejder. Man kan give dem, der har en akademisk uddannelse, lige ansættelses- og lønvilkår som de ansatte præster og dermed signalere, at en sådan stilling er lige så meget værd som en præstestilling.
Man kunne også løse en del af folkekirkens problem med præstemangel på den måde. Det kræver blot beslutninger af folkekirkens ledende lag, og her har ELN nok ikke den store indflydelse. Men i Storkøbenhavn, hvor folkekirkemedlemsskab er faldet til omkring 50 % eller under, kan man spare en del præstestillinger, men opruste, hvad angår diakonale stillinger og evangelist-stillinger.
ELN er en lille bevægelse, men har på forskellig måde kontakt til måske et par hundrede sognekirker. Her kan vi godt påvirke lokalt til at prioritere det, som jo faktisk er muligt i den folkekirkelige struktur. Den mere langsigtede omprioritering må så komme over tid.
