En personlig beretning fra Månedens menighed om at være ny i det kristne fællesskab.
Når man sidder der på stolerækkerne en søndag formiddag i Københavnerkirken, så kan man være næsten 100 % sikker på, at der et eller andet sted i salen sidder én, som ikke er vant til at gå i kirke. ”Det er en af vores allerstørste glæder, at der stort set altid er én eller flere til stede. Selvom man altid kan komme ”ind fra gaden”, så er det vores oplevelse, at langt de fleste kommer med, fordi nogen inviterer dem”, siger Claus Grønbæk, der er præst i Københavnerkirken.
”Men vi kan være meget bange for at invitere med ind i vores fællesskaber. Djævelen vil forsøge at hviske os i øret, at de ikke vil synes, det er relevant”. Men der er nogen, der synes, det er relevant – faktisk så relevant, at de kommer til tro.
Årsagen var primært det kristne fællesskab
Henriette er studerende, og hun er én af dem, der blev inviteret med. I dag er hun en fast del af Københavnerkirken. I det følgende deler hun nogle meget vigtige refleksioner om sin vej til troen – til inspiration og eftertanke.
”Det, der har haft størst betydning for, at jeg kom til tro, har nok primært været det kristne fællesskab og de kristne mennesker, jeg har mødt på min vej. De mødte mig og hinanden med en særlig hjertelighed, oprigtighed og naturlighed, der gjorde, at jeg med det samme følte mig hjemme i kirken, og at jeg kunne være mig selv. Det var det fællesskab jeg altid har manglet, men som nu fandt mig”.
Gud havde allerede rørt mit hjerte
”Jeg brugte et par år på at undersøge Bibelen og forskellige apologetiske argumenter, hvor jeg forsøgte at skabe en rationel distance til tro. Men min konklusion var – og er nok stadig – at der altid vil være argumenter både for og imod afhængigt af, hvad man godtager som sandheden. Men Gud havde allerede rørt mit hjerte gennem de mennesker, han havde sendt på min vej. Det blev særligt klart for mig en dag til gudstjeneste, hvor prædikenen handlede om, at tro bliver til i hjertet.
Selvom jeg stadig dagligt bliver udfordret af Bibelen og elementer af den kristne lære, så står min tro som et vidnesbyrd om, hvor afgørende en rolle de kristnes imødekommenhed spiller for det at komme til tro”.
Jeg følte mig anderledes
”Jeg oplevede det ret intimiderende at træde ind i et kristent fællesskab, hvor de fleste kendte hinanden, havde gået på de samme efterskoler og højskoler og var vokset op med det samme sprogbrug og kulturelle kodeks. Jeg følte mig meget anderledes og blev – på trods af en imødekommenhed – også mødt med mange nysgerrige opfordringer til at fortælle ”mit vidnesbyrd”. Det var ofte forskellighederne, der blev samtalens omdrejningspunkt frem for fællesnævnerne. Det var svært at navigere i, når man er så ny i det hele og er ved at finde sig selv. Jeg savnede at møde andre, der kunne sætte sig ind i, hvor stor en omvæltning det er, og hvad man har med i sin rygsæk”.
Kristne må ikke lukke sig om sig selv
”Jeg tror godt, at kristne kan blive bedre til at møde mennesker, der ikke har et tydeligt kristent livssyn.
Det er vigtigt at kristne forsøger at skabe sig et personligt netværk blandt mennesker, der ikke er tydeligt kristne eller ikke ønsker at være det. Kristne må ikke lukke sig om sig selv.
Det vigtigste våben kristne har overfor den modstand og måske spottende kommentarer, man som kristen kan opleve fra uforstående, er at fastholde imødekommenhed og respekt, og ikke mindst invitere til dialog omkring det åndelige liv og til at opleve Guds kærlighed personligt. Det var de selv samme ting, der havde stor betydning for, at jeg kom til tro”.
”Henriettes historie minder os jo bare om noget meget vigtigt”, siger Claus Grønbæk. ”Det er afgørende, at vi har frimodighed til, at være dem vi er, der hvor Gud har sat os. Hvis dem vi kender, skal kende Gud, må vi ikke give efter for menneskefrygten. Det er nok i virkeligheden en opmuntring, vi alle har brug for at høre”.
