En ny kirke?

Frimenighederne er for sårbare – men en ny kirke er ikke løsningen.

(Longread)

Når nogen stiller et spørgsmål

I løbet af en uges præstetjeneste fik jeg 2 henvendelser: Den ene ville benytte Bibelen på hverdagsdansk under gudstjenesten i stedet for 1992-oversættelsen. Den anden ville anvende 1948-oversættelsen. De kendte ikke til hinandens forespørgsler. Jeg gav dem begge nogle gode grunde til at benytte 1992’eren, rapporterede videre til menighedsrådet og henstillede til, at vi fortsatte med den autoriserede oversættelse fra 1992.

Således gik det, og det var alt sammen meget tilforladeligt. Men det illustrerer et problem for frimenighederne: Alt, pånær bekendelsesskrifterne, er potentielt til forhandling. Hvis nogen stiller et hvilketsomhelst spørgsmål ved aktuel praksis, skylder ledelsen at tage henvendelsen seriøst. Udover at det kan give alenlange menighedsrådsmøder, rummer det et stort konfliktpotentiale og skrøbelighed – for jeg kunne have nævnt langt mere udfordrende eksempler end bibeloversættelsen.

Ledelse uden spilleregler

Når alt er til forhandling, stilles tårnhøje krav til ledelsen og dens kommunikation. Ledelse uden spilleregler er svær og afhængig af ledernes visdom, autoritet, taleret og talegaver. Jamen, ledelsen kan jo bare vedtage nogle spilleregler, kunne man indvende – men egne ad hoc spilleregler gælder kun, sålænge alle er enige. Stiller nogen spørgsmålstegn ved dem, og er spørgeren utilfreds med svaret, kan man jo stille samme spørgsmål igen, når der er skiftet lidt ud i ledelsens persongalleri. Dermed er der stort spillerum for den, der ønsker forandring, og menighedens liv og praksis præges let af uigennemtænkte beslutninger og zigzag kurs. Læg dertil det økonomiske aspekt, at frimenighederne er sårbare overfor trusler om at stoppe gavestrømmen, og så står vi i en skrøbelig situation. Oveni kan føjes, at afvigende personligheder kan benytte dette spillerum til vedvarende at presse ledelsen.

Ofte går det Guds ske lov godt, og Guds menighed er som bekendt jordens største under. Rum til forandring bringer meget godt med sig, og mange frimenigheder er præget af et stort og ansvarligt engagement hele vejen rundt. Men frimenighederne er også stærkt overrepræsenterede i statistikkerne om korttidsansatte præster og uskønne opsigelsessager. Konfliktniveauet kan være ganske højt i en frimenighed, også uden at det handler om præsten. Det skyldes selvfølgelig blandt andet, at vi er syndere, hele bundtet. Men det skyldes også, at alt er til forhandling. Skrøbeligheden underbygger konfliktniveauet.

Frihed og grænser

Frihed trives generelt med grænser. Musikeren kender sin taktart, fodboldspillet blomstrer mellem de hvide linjer, ægteskabet sætter kærligheden fri osv. Min pointe er nok ikke så overraskende; frimenighederne vil have gavn af lidt fastere rammer, hvor færre ting er til forhandling. Dermed vil alt ikke længere være muligt (på godt og ondt), men hvis banen kridtes lidt tydeligere op, vil det frisætte fokus til det centrale budskab, vi er sendt med. Kreativiteten og engagementet vil i højere grad kunne rettes mod, ja dybest set, Kristus og næsten.

Ikke en ny kirke

Nu kunne man tro, at jeg ønsker frimenighederne samlet i en ny, luthersk kirke, men nej. En gruppe frimenighedsfolk overvejer nu at oprette foreningen “Forum for ny luthersk kirke”. Få ting kan højne konfliktniveauet så meget som kirkedannelse, og jeg mener slet ikke, at tiden er moden til det. Desuden har vi jo netop frimenighedsordningen, som ved lov fastsætter dogmerne. Jeg anerkender, at det er noget kirkeligt rod sådan at have teologien, men ikke organisationen, på plads. Men i et postkristent samfund roder det nemt, og for nuværende er det et acceptabelt rod. Splittelsens pris for en umoden kirkedannelse er simpelthen for stor. Evangeliet har hast, kirkedannelse haster ikke nødvendigvis – og skal måske slet ikke ske.

Fælles forpligtelse

Heldigvis er reel kirkedannelse ikke nødvendig for at stramme rammerne lidt op omkring frimenighederne. Vi kan bare lade som om. Vi kan lave nogle fælles standarder og knytte os til hinanden. Det er f.eks. mit indtryk, at liturgierne ligner hinanden i mange frimenigheder tilknyttet ELN. Hvorfor ikke gå skridtet videre, udkrystallisere en fleksibel liturgisk vejledning (ligesom de har gjort i LM) og forpligte os på den?

Afsavnene vil være små – og vi vil kunne bruge krudtet på Kristus og næsten. Ansættelsesforhold, bønnebøger, anbefalinger af sange, sjælesorgspraksis, diakoni, børn og unge mm. kunne samtænkes. Intet af disse kræver et nyt trossamfund, men der er meget konfliktpotentiale i håndteringen rundt omkring, og vi kunne styrke hinanden ved at gå sammen. Med dygtighed og fleksibilitet, ud fra andres gode råd og bedste praksis, kan vi ikke løse alle problemer. Men vi kan give gode rammer, hvor mindre er til forhandling, og fokus rettes lidt udad.

Vigtige samtaler skal helst tages i fredstid. Mon ikke nu vil være et godt tidspunkt?