Jeg har kun begrænset erfaring med at faste. F.eks. har jeg gjort et enkelt forsøg med ”ingen tv undtagen TV-avisen”. Forsøget mislykkedes! Jeg holdt godt nok aftalen, men jeg opnåede ikke andet end: Ja, så så jeg ikke tv i den periode. Afkastet udeblev!
Mange kender nok til at have et lidt uafklaret eller halvhjertet forhold til at faste? Vi opfordres jo til at gøre brug af den, men får samtidig at vide, at det er helt frivilligt. Man oplever måske en form for pres; jeg burde vælge et minimum af afsavn i år, og det er jo også en bibelsk tanke. Nogle går med glæde ‘all in’ og tiltales ved tanken om at sætte fravalg og tilvalg i et system og følge det. Andre har det lige modsat og kan ikke med den slags. For mit eget vedkommende forudser jeg, at udøvelsen af forskellige afsavn primært ville understøtte min i forvejen alt for selvretfærdige tilbøjelighed.
Jeg ved godt, at hensigten med faste er god og bibelsk, og jeg ønsker heller ikke at fratage nogen, hvad de oplever som værdifuldt og gavnligt ved faste. Men jeg tror, der er brug for en tydelig vejledning i, hvad sund og ægte faste handler om.
Det kommer sig af, at jeg er stødt på nogle højst overraskende bud på, hvordan man kan praktisere sin faste. I kirken fik jeg en seddel med en kalender, som for hver dag har en lille opgave og desuden et bibel- og salmevers. Bibelversene og salmerne er dejlige og givende! Men opgaverne tager enten sigte på at udrette noget eller på det mere selvbeskuende. Et par eksempler:
- “Få et roligere sind, ryd op i hjemmet… “
- “ Overvej hvordan du selv kan bidrage til ligestilling mellem mennesker.”
- “Samle skrald i naturen eller på gaden…”
- “Red noget, som er gået i stykker…”
Og nogle af de mere selvbeskuende:
- “Overvej om de mennesker, du møder i dag, har svagheder, og om du selv har svagheder.”
- “Overvej hvornår din tro udfordres.”
Begrebsforvirring? Jeg følte mig i hvert tilfælde mildest talt desorienteret. Det samme gjorde jeg ved en sætning, der lød fra prædikestolen: ”at faste er at blive en bedre udgave af sig selv”? Det står for mig at se alt sammen i stor og misvisende kontrast til den klassiske fremstilling af fastens mening og mål: at jeg gennem afsavn, typisk mad og drikke, giver plads og stilhed til at søge Gud, og høre hvad han vil sige til mig. Og ja, deraf kan der følge gode gerninger, men omvendt gælder det ikke, at: nu gør jeg nogle gode ting og derved kommer jeg Gud nær.
Et andet forslag fra kirken gik på at faste fra det, vi ellers beder om at frelses fra, fx.: fra sårende ord, vrede, pessimisme, frygt, bitterhed, selviskhed, bedrøvelse. Det står jo bare ikke i vores magt at faste fra alt dette på samme måde, som det gør at faste fra mad og drikke. Der er en verden til forskel på at faste fra noget og at frelses fra noget!
På ”Folkekirken.dk” faldt jeg over en sætning af Karina Juhl Kande, som jeg synes har stor relevans her: “Det store spørgsmål, hvad enten man er for, imod eller midt imellem, er, hvordan man kan faste, uden at man på samme tid vikler sig (endnu mere) ind i sig selv.”
