Alle har ret til et sidespring i ny og næ. Det mener i hvert fald antropolog Christina Anderskov, der råber højt for kvinders ret til at ”træde ved siden af”. Hvordan forholder vi os som kristne i et samfund, hvor selv parforholdets uskrevne regler er til debat?
”Vi har også ret til at træde ved siden af. Kvinder har også ret til at gøre noget, der ikke lige passer ind i vores normale moral.”
Jeg læser sætningen to gange. Sætter mig op i sofaen. Rynker brynene. Emnet er utroskab, og antropolog Christina Anderskov er ikke i tvivl: I dagens senmoderne samfund er utroskab en menneskeret.
Faktisk er antropologen så sikker i sin sag, at hun har skrevet en hel bog om emnet. ”Utro Kvinde” lyder den kontante titel.
Indrømmet: Jeg har ikke læst bogen – og jeg kommer heller ikke til det. Artiklen i Alt For Damerne, hvor Christina Anderskov i klare vendinger beskriver utroskabens nutidige betydning på baggrund af et feltstudie, er rigeligt til at vække min undren.
Skal utroskab sætte dagsordenen?
Undres gør jeg. Det er ikke harme eller foragt, der fylder mit sind, da jeg en torsdag eftermiddag lader blikket glide over artiklen. Det er undren.
Undren over, at antropologen med en stålfast stemme proklamerer, hvordan kvinders ret til utroskab er et overset krav i et af verdens ellers mest demokratiske samfund – med slet blik for de dybdegående konsekvenser, der følger i kølvandet på utroskaben.
Troende eller ej. Jeg er overbevist om, at langt fra alle danskere – mænd som kvinder – er villige til at nikke genkendende til Anderskovs påstand. Heldigvis.
Alligevel mærker jeg uroen. Uroen for, at Christina Anderskovs syn på utroskaben skal blive herskende. At den skal sætte dagsordenen.
For har Christina Anderskov ret? Lever vi et samfund, hvor utroskab har fået så stor en rolle, at den nu bør kategoriseres som en menneskeret – om ikke andet så indenfor en overskuelig årrække? Hvordan stiller det os som kristne?
Lyst til mere
Svaret på sidstnævnte er enkelt. Christina Anderskov giver det selv. Efter ti års lykkeligt ægteskab bryder hun det, som hun selv ynder at betegne ”vores normale moral”. Hun er utro. Under en stjernehimmel kysser hun en ukrainsk ingeniør.
Bagefter nager den dårlige samvittighed – side om side med lysten til at fortsætte på utroskabens tvivlsomme vej: ”Jeg havde lyst til mere!”, erkender antropologen.
Jeg tror, at vi netop her finder svaret. Mere vil have mere. Åbner vi døren til utroskabens kammer, er den vanskelig at lukke – for troende såvel som for ikke-troende.
Gud indgyder os til at være i verden – ikke af verden. Det er en hårfin balance, men jeg er overbevist om, at han netop med denne belæring ønsker, at vi med vores værdier er med til at forme den verden, som han har sat os i.
Lad os farve verden
For utroskab har konsekvenser. For ægteskaber. For parforhold. For voksne og for børn. For fællesskaber – både i og udenfor kirken.
Lad os derfor sammen tage del i verden. Lad os farve den med de kærlige værdier, som Gud har lagt os på sinde. Farve den, så vi sammen kan værne om den kompromisløse kærlighed, der er grundstammen for ethvert ægteskab.
En kærlighed, der begrænser, men som samtidig kan føles så uhyre frisættende, når vi på trods af vores utilstrækkelighed igen og igen får lov at føle os elsket. Elsket i et trygt og tillidsbaseret forhold, der ikke giver plads for andre end vi to og det løfte, som vi sammen har indgået for Gud ved ægteskabets start.
Du kan læse interviewet med antropolog Christina Anderskov i Alt For Damerne her: https://www.alt.dk/artikler/chris-a-bog-utro-kvinde
