Jeg begyndte for alvor at krejle i start-tyverne, da min mand og jeg studerede. Med årene blev det et valg og en livsstil, jeg ikke kan forestille mig at skifte ud.
For at det ikke skal være løgn, så har årtier med secondhand vendt op og ned på mit syn på både velstand og mennesker. Ikke på den aktivistiske og politiske måde, hvor der kun findes én rigtig måde at leve på (min oplyste måde selvfølgelig). Men nærmere på samme måde, som når jeg læser Pippi Langstrømpe for mine børn, og hun introducerer sig selv til Annika og Tommy som ” tingfinder”.
Pippi kan lære os meget om et secondhand mindset: Det er kendetegnet ved kreativitet, kløgt, styrke, gavmildhed og venlighed. Ikke ”de rigtige holdninger”.
Efterhånden begyndte jeg at se et mønster i udbuddet inden for secondhand. Alverdens skønne og funktionelle ting blev sendt nådesløst på lossen. Alene fordi ejerne ikke så et potentiale i det – eller fordi de ikke havde tid. Det lille skår betød mere end helheden i farverne, formerne og strukturerne fra håndværket og glæden ved den funktion, genstanden kunne bidrage til at løse.
Jeg har f.eks. fundet en babyjogger (en ret god klapvogn) i storskrald foran en villa, som havde den fejl – at den skulle gøres ren…
Når fokus er på fejlene, så ryger tingene ud. Når fokus er på potentialet, så leder man efter måder at genbruge på: Andre kan få glæde af det, det kan upcykles til noget andet, pilles fra hinanden og bruges som løsdele eller gemmes lidt væk, og måske findes frem senere.
Hvis nu man overfører dette nådesløse mindset i omgang med fysiske ting til den måde, vi mennesker omgås hinanden på, så tror jeg, at det desværre ofte er sammenligneligt. Vi er ikke kun uvenlige forbrugere af ting. Vi kan også være uvenlige forbrugere af mennesker.
Hvem bliver som regel indkaldt til jobsamtale? Det gør den med de ”åbenlyse” fordele som bestemte erfaringer, alder, etnisk baggrund mm. – Den, som vi ikke umiddelbart kan se de store fejl ved, og måske den, vi selv bedst kan spejle os i. Mennesker bliver sorteret fra til jobs, i dating, som venner, til kirkelige tjenester og meget mere, fordi de ikke fremstår på en bestemt måde.
Kunne det ikke være fedt, hvis vi som kristne vendte op og ned på dét mindset. Hvis vi tog kreativiteten, kløgten, styrken, gavmildheden og venligheden ved secondhand til os som et helt grundlæggende mindset?
Hvordan kan vi fremelske en kultur, hvor vi ser på alle mennesker, som Gud ser på os, og hvor secondhand bliver first-choice?
