Jeg vil gerne punktere en opbyggelig pointe: At hjertet er uroligt, indtil det finder hvile i Gud.
Det var Augustin, som skrev ordene, og de bliver flittigt delt som en almengyldig sandhed blandt kristne. Der er uden tvivl også mange, som selv har oplevet det sådan, men det gør det jo ikke almengyldigt. Måske er det endda udtryk for lidt bedrevidende ønsketænkning: Jo, de ikke-kristne ser måske glade og trygge ud, men inderst inde må deres hjerte være uroligt – de har bare ikke opdaget det endnu.
I Bibelen finder vi ikke noget, der minder om Augustins udsagn. De ikke-kristne er fortabte, men ikke nødvendigvis urolige, ifølge Bibelen. Bibelens forfattere kan endda blive anfægtede af, at det går så godt for de ugudelige.
Asafs salmer (Sl. 73-83) emmer af, at han selv har svært ved at finde den hvile, de ugudelige udstråler. I Sl. 73,12 konkluderer han: “Se, sådan er de ugudelige, evigt trygge i deres rigdom. Til ingen nytte holdt jeg mit hjerte rent”. Asaf ved godt, at han i sidste instans har fat i den lange ende, for de ugudelige har den hellige Gud imod sig – men det gør dem ikke nødvendigvis urolige. Tværtimod, “de lider ingen kvaler” (Sl. 73,4).
Asaf er også et fint eksempel på, at urolige hjerter heller ikke altid oplever at finde hvile hos Gud. Bønnen kan være en kamp. Jeg vil dog give Augustin, at han en skønne dag får ret. Efter Jesu genkomst gælder det nemlig, at de, som dør i Kristus, vil finde evig hvile. De, som dør uden Kristus, vil derimod ingen hvile finde (Åb. 14). Men lad os ikke tage forskud på herligheden. Vi skal snarere forkynde for hinanden, at oplevelsen af hvile eller uro ikke nødvendigvis var ved. At vi uanset hvad skal skynde os hen til Kristus, for at hvilen en dag bliver en endegyldig realitet.
Foto: www.freepik.com
