Der opstået et tradition for, at biskopperne med mellemrumm udtaler sig fælles om spørgsmål, der vedrører kirkens og samfundetsliv. Det er et redskab, de gerne må lade blive i værktøjskassen.
Det hører til Folkekirkens særlige historiske karakter, at der ikke er nogen der kan udtale sig på Folkekirkens vegne.
Vekslende kirkeministre har kaldt sig selv for henholdsvis Folkekirkens chef, pedel eller katalysator og både kirkeministerium og Folketing har i mange forhold den endelige beslutnings myndighed. Men der er samtidig tradition for, at det er biskopperne og de forskellige stifter, provster, præster og menighedsråd, der har myndigheden i forhold til kirkens indre anliggender og det lokale menighedsliv.
I dette kludetæppe af kompetencer og ret til at bestemme, så er der de seneste årtier opstået en tradition for, at biskopperne holder nogle møder i løbet af året og med mellemrum udtaler sig om forskellige spørgsmål, der vedhører kirkens og samfundets liv. De udtaler sig som ledere i Folkekirken, og som sådanne er det naturligvis vigtigt at lytte til deres synspunkter.
På det seneste møde i slutningen af oktober kom de således med en fælles udtalelse om aktiv dødshjælp, hvor de slutter med at skrive:
”Det er derfor biskoppernes samlede tilkendegivelse, at samfundet ikke bør kunne tage borgernes liv.”
Personligt glæder det mig, at biskopperne stiller sig på samme side som stort set alle sundhedsfaglige organisationer i Danmark, Etisk Råd og den sunde fornuft. Men med præcis den samme konklusion kunne man havde udtalt sig om 50-året for indførelse af den frie abort i Danmark, som er en ret systematisk måde at tage menneskeliv på. Det havde været meget passende, hvis man i forbindelse med udtalelsen om aktiv dødshjælp også havde taget kraftig afstand fra denne umenneskelige lov. Jeg frygter desværre, at det skyldes, at man i store dele af Folkekirken og måske også i bispekollegiet mener, at loven om fri abort bør bevares.
Nogle vil på den anden side mene, at biskopperne burde udtale sig fælles om krigen mellem Hamas og Israel, klimaet, behandlingen af afviste asylansøgere i Danmark og meget andet.
Spørgsmålet er, om fælles udtalelser fra bispekollegiet både er vilkårlige og potentielt vildledende?
Vilkårlige, fordi de kun er mulige i de tilfælde, hvor alle biskopper har den samme vurdering af en etisk eller samfundsmæssig sag. Potentielt vildledende, fordi de kan give indtrykket af, at alene de sager, som de udtaler sig om, er særligt betydningsfulde for kirken og samfundet, og det giver indtrykket af, at når biskopperne udtaler sig samlet, så må deres mening være kristeligt set indlysende sand.
I lyset af det samlede bispekollegiums godkendelse af ægteskabs-ritualer i Folkekirken, så har historien vist, at dét ikke nødvendigvis er tilfældet. Så selvom jeg personligt er enig med biskoppernes seneste fælles udtalelse, så er det et redskab, som de gerne må lade ligge i værktøjskassen.
