Jens Lomborg bloggede onsdag aften denne aftenbøn . Her følger en ny blog, hvor han forsøger at sætte ord på sindets uro og hjertets tanker.
Siden lørdag morgen den 7. oktober 2023 har jeg været så fyldt af uro, sorg og vrede, at jeg faktisk ikke kan finde noget at sammenligne det med. Jeg har brug for at sætte nogle ord på mine følelser og tanker. Så her får du et kig ind i mit hjerte og sind i disse dage. Der er flere ting i spil.
Mit engagement
Jeg har, siden jeg blev student i 1989 været engageret i bøn og arbejde for at der måtte komme fred i menneskers hjerter i Israel og hos deres naboer. Og jeg troede faktisk, at den tid i verdenshistorien, hvor det jødiske folk blev udsat for massakrer, var forbi. Jeg troede på en mulig løsning af konflikten. Jeg har bedt for begge parter, jeg har støttet en kristen bevægelse penge og tid, jeg har fulgt historiens gang – ofte med smerte, men altid med håb.
Nøglen til at løse konflikten
Jeg har altid tænkt – og fastholder stædigt – at det er Jesus, der er denne verdens håb. Derfor er han også nøglen til at løse konflikten i Mellemøsten. Jesus er Guds løsning på konflikten. Han må virke gennem de politikere, som har forsøgt at finde en vej for retfærdighed og fred. Han må virke gennem de kristne, som på forskellige måder har delt evangeliet om Jesus med menneskene i og omkring den jødiske stat, Israel.
Men også i den ultimative forstand, at Gud snart må opfylde de kristnes inderste længsel og dybeste bøn: Komme dit rige! Må Guds rige hurtigst muligt bryde fuldt igennem i hele verden. Jesus, kom dog snart igen.
Min tros jødiske rødder
Pludselig bliver det meget tydeligt for mig, at min kristne tro har dybe jødiske rødder. Det er et faktum, at Gud ifølge Bibelen:
- har brugt det jødiske folk som sit redskab til at bringe frelse og velsignelse ind i verden (1 Mos 12,3)
- at Jesus er Guds søn og verdens frelser, men han er også jøde, og han identificerer og understreger på en stærk måde begge sider af sin identitet med ordene: “Frelsen kommer fra jøderne” (Joh 4,22).
- at Paulus taler om, at Gud har givet os Bibelen gennem Israels folk (Rom 3,1f).
- Og han taler om, at Gud brugte det jødiske folk til at give os sin søn Jesus Kristus (Rom 9,4).
Alt det spiller på en eller anden måde ind i mit følelsesregister i disse dage. Jeg oplever en forbundethed med det jødiske folk gennem bibelhistorien.
Det jødiske folk i dag
Ikke alle kristne anser det jødiske folks tilbagevenden til det område, hvor der i 1948 blev oprettet en jødisk stat, som et udtryk for Guds handlen i verden. Mange kristne gør dog, og jeg er en af dem. Gud har i sit ord givet en række stærke løfter, heriblandt løfter som peger på at det jødiske folks tilbagevenden til det område, hvor de nu bor, en skønne dag vil medføre en åndelig vækkelse med tro på Jesus Kristus – til velsignelse for de omkringliggende folkeslag. Læs f.eks. Ezekiels bog kap 36.
Nu er staten Israel i krig. Og her bør det være indlysende for alle kristne, at uanset hvordan man læser de bibelske løfter til det jødiske folk, så må og kan disse løfter på ingen måde bruges til at give staten Israel rabat i forhold til at overholde folkeretten, menneskerettighederne og krigens regler – i sig selv et urovækkende udtryk, der afspejler at vi lever i en falden verden…
Guds løfter kan vi stole på
“Han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere. Thi det, der var før, er forsvundet”. (Åb 21,4). Alle Guds løfter han vi stole på. Men der er ét løfte, som for mig at se er kulminationen af alle andre løfter fra Gud: Gud vil gøre alting nyt – der kommer en dag, hvor der ikke mere skal være nogen forbandelse.
Der kommer en dag, hvor Gud selv gør det, som ingen stat, regering, præsident, union, alliance formår: Han tager det sidste, endegyldige opgør med al ondskab, uretfærdighed, synd og mørke på jorden.
Hvis du spørger mig, så er det den aller-allerdybeste årsag til, at jeg er taknemmelig og glad for at være kristen.
