Jeg kender Jesus. Det mener jeg, at jeg gør.
Han er den, der elskede mig først, og det er aldeles ufortjent. Det er en uvurderlig trøst i mit liv – et liv, som ikke i sig selv lever op til det, Gud ønsker. Jesus er nok til at frelse mig. Det er sandt og sikkert, og det håb kan ikke rokkes!
Et afgørende spørgsmål for én som mig, er nok nærmere, om jeg vil lade ham kende mig til bunds. Om jeg lukker ham frivilligt ind, så han kan komme med sin kærlighed og frelse mig fra mørket i mig selv. Så vi kan være ét i lyset sammen. For Jesus sparker ikke døren ind, men vil, at jeg selv lukker op.
At følge Jesus
Spørgsmålet er også, om jeg, ved Helligåndens kraft, vil leve et liv i lydighed mod vores enhed. Om jeg vil lade Guds ord vejlede mig over et langt liv, så jeg ikke falder fra troen igen. Så mit hjerte ikke bliver hårdt og selvrådigt. Gud kan vælge at overgive mig til mig selv, hvis jeg forlader hans belæring. Den største synd er måske, når jeg ikke føler, at enheden mellem os er nødvendig længere. Der er en kamp mellem ånden og kødet hele livet, og der er ikke altid langt fra kendskab til fjendskab, hvis denne kamp forlades.
Gentagelsen
For mig er gentagelsen og den kontinuerlige bekræftelse af mit kendskab og min relation til Jesus et værn mod mit eget selvbedrag. Nåden er det brød, jeg spiser hver morgen for at vandre en dag mere nær ved ham. Guds Ord er den sti, jeg forsøger at holde mig på for ikke at komme på afveje. Tilgivelsen er det møde med Jesus, hvor jeg lader ham afsløre mig og genoprette mig. Så jeg atter i morgen kan spise nådens brød. Om og om igen, i gentagelse efter gentagelse.
Ikke fordi gentagelsen frelser mig, eller fordi jeg altid lykkes med gentagelsen, men fordi han, som gentagelsen handler om, frelser mig!
