Hvorfor er det egentlig vigtigt hvilken kirkeretning, vi tilhører? Det spørgsmål får jeg ofte af mine KFS’ere. De farer let vild i dogmatiske forskelle, og mange forbinder mest af alt teologi med ren teori – uden praktiske konsekvenser. Jo, der er selvfølgelig den praktiske konsekvens at teologi skaber splid og ekskluderer. Det er ikke så heldigt, set i lyset af at ungdommen er notorisk kendt for at tage afstand til eksklusivisme og konflikt.
Hvem har mon ansvaret for, at det står sådan til? Min mor plejede at sige i min barndom, når der var noget, jeg ikke vidste eller kunne: ”Nå, men det har jeg jo åbenbart ikke lært dig.”
Kald det kærlighed
Gud er kærlighed. Det står ikke til debat, og er det vigtigste, vi kan sige om Gud. Det er Jesus beviset på, hvis vi bliver i tvivl. Vi er skabt ud af og til kærlighed. Men kærlighed er blevet et altomfattende og intetsigende begreb, som kan bruges til at retfærdiggøre både løgn og ondskab. Hvis en holdning eller en livsførelse først er erklæret kærlig, er den svær at modsige. Det gør sig gældende på en lang række andre områder. Værst af alt, bliver det umuligt at forstå, hvad det vil sige, at Gud er kærlighed. Vi ser altså, at et så centralt begreb som kærlighed ikke rigtigt er til at forstå, hvis vi ikke har en forståelsesramme. Nej, hvis vi skal forstå, hvad kærlighed er, må vi have et udgangspunkt. Her viser det sig, at teologi er mere end tør teori. Det medfører derimod et bestemt blik på verden, på Gud og på os. Og det får netop enorme konsekvenser for livsglæden, troen, håbet, og i alle hverdagens mange glæder og sorger.
Hvad er formålet?
Det er simpelthen ikke ligegyldigt, hvad vi mener og tænker om Gud. Men hvorfor ikke? Nogle gange tror jeg ikke, vi når i mål med at formidle den del. Det smager for nogen af, at det er holdninger for holdningers skyld i en frugtesløs kirkekamp. Mange spørger ikke efter, hvad der er sandt, men mere: ”Og hvad så, hvis det er?”
Jeg tror, vi skal øve os i at applicere teologien på det levede liv. Dette på en måde hvor vi fokuserer på, hvad det evangelisk lutherske fører med sig, og ikke som en skræmmekampagne. Lad os undgå unødig polemik og konflikt, samtidig med at vi fastholder, hvilke praktiske konsekvenser teologien får. Til eksempel er den lutherske korsteologi livgivende for mig, når jeg (ofte) føler Gud som fraværende. Den lutherske nadverforståelse har gjort nadveren til et anker for min tro. Det lutherske dåbssyn giver mig trøst i mødet med min mangelfulde tro og min syndighed.
Det kræver mere end ord. Det kræver nysgerrighed. Og det kræver nærvær. Hvis den jeg gerne vil nå, er i tvivl om, hvorvidt jeg har deres bedste for øje, er enhver anstrengelse nytteløs. Teologi er ikke først og fremmest holdninger, men en kilde til tro, trøst og sandhed. Lad os formidle Jesu nærvær i ordet, sakramenterne og fællesskabet på en konkret måde.
