ChatGPT og de andre. Rædsel eller ressource?

En lille rædsel lagde sig om halsen på mig, da jeg så, at nu har børn – og voksne – fået en ny bedste ven på Snapchat. Det er en chatbot, altså en maskine, der kan tale med dig, som om den er din ven.

AI, kunstig intelligens er her. Nu. F.eks. som online tilbuddet GPT-4, OpenAI’s nyeste chatbot eller som My AI på Snapchat.

I tilfældet med Snapchat er det direkte klamt, når en ikke-person tilbyder sig som ven til børn.  For det er ikke omsorg, men cool business, når chatbotten bedyrer: ”… jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig.” Dine svar – eller børns svar – er nemlig det bedst mulige udgangspunkt for at målrette betalt indhold til den enkelte bruger. Eller for at påvirke dem i en bestemt retning.

Jeg testede min egen ”nye bedste ven”, som svarede ja til at have en samvittighed, men straks løj, da den påstod, at det bl.a. betød, at den ville ”samle noget op, som nogen har tabt, eller give en hånd med noget, de bærer.”

”Det kan du ikke, min ven,” replicerede jeg og fik svaret ”jeg beklager, hvis jeg har skabt nogen forvirring.”

Både og …

Men hvad med AI generelt? Hvad kan det ikke betyde af godt for hurtige og præcise diagnoser, for den bedste løsning af konflikter, forudsigelser af naturkatastrofer og mulige løsninger på mangelsituationer? Pointen med AI er, at det er ikke kun regneark, der tager højde for numeriske fakta. Den kan faktisk også tage ved lære af, hvad der i givne situationer er hensigtsmæssigt. Og den bliver hele tiden klogere.

Så hvorfor skal bogholdere, journalister, oversættere, undervisere og mange andre lave trivielt rutinearbejde, hvis vi kan klare det via ChatGPT eller en anden kvik bot?

De uoverskuelige perspektiver i brugen af kunstig intelligens får alligevel alt fra  Det Hvide Hus til EU-parlamentet, en dansk kulturminister og interesseorganisationer til at gøre anskrig og planlægge regulering af brugen af chatbots.

Den britisk-canadiske psykolog og datalog, Geoffrey Hinton, har i mere end ti år arbejdet med kunstig intelligens hos Google, og han mener, at udviklingen af kunstig intelligens er ”ret uhyggelig”.

”Lige nu er det, vi ser, ting som GPT-4, der overgår et menneske i mængden af generel viden […] Og fremskridtshastigheden taget i betragtning forventer vi, at det udvikler sig hurtigt. Det skal vi være bekymret for” siger han ifølge Kristeligt Dagblad

Det bliver vi nødt til at tale om

Jeg er ikke afklaret med, om jeg er decideret bange for AI, men det nager mig, at vi i dette (sidste) kapitel af historien skalter og valter med mennesket.

Vi river og flår i det gudskabte, når mennesker vil konstruere deres eget køn og identitet. Og tomheden runger som et malm og klinger som en bjælde, når mennesker siger: ”’Lad os skabe tjenere i vort billede, så de ligner os.’ Og mennesket programmerede algoritmer, så det lignede mennesker.”

Helt anderledes var det såre godt, da ”Gud sagde: ’Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os!’ Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen.”

Hvad det betyder, skal vi tale om. Nu.

Hvad tænker du? Og hvilken konsekvens har din holdning?