Paradoks ved sidst Store bededag: Et politisk flertal har besluttet at afskaffe Store bededag, så danskerne kan arbejde en dag mere og tjene lidt mere og medfinansiere en krig, selv om bededagen i sin tid netop blev indført, fordi der var krig og andre elendigheder.
I 1686 indførtes ved kongelig forordning Store bededag som en fast helligdag 4. fredag efter påske. Indtil i år har den overlevet forskellige revisioner og stramninger af helligdagslovgivningen. Men nu har et politisk flertal bestemt, at det ikke går længere. Der er krig i Europa. Derfor må danskerne arbejde en dag mere og dermed i fællesskab tjene lidt mere, så krigen kan finansieres.
Det paradoksale var, at i hele det lutherske Vesteuropa blev bods- og bededage indført, fordi der var krig, tørke, epidemier eller anden elendighed.
En menneskeskabt katastrofe som krig har altid fået det værste frem i mennesker. Pludselig myrder et folk med stor brutalitet et nabofolk, selv om de har fælles historie og er sprogligt og familiært beslægtede. Det går altid ud over civile. Altid ud over kvinder og børn og andre, som ikke griber til våben, men bare vil leve i fred og fordragelighed. FN kan aftale nok så meget om ikke at angribe civile mål. Når kanonerne køres i stilling, går det altid ud over civile. De allierede under anden verdenskrig var ingen undtagelse. Tyske byer blev systematisk bombet, og titusinder døde.
Krig bekræfter vores indre ondskab
Krigen i Europa skal ifølge Bibelen minde os om to ting. For det første er mennesket ikke godt på bunden. Tværtimod besidder vi alle en indre ondskab, som under krig udløser en ufattelig grusomhed. Vi er nemlig ikke blot i familie med de mange ofre i Ukraine, men også med bødlerne i Rusland. Vi lever i en humanistisk kultur med en ubændig tro på menneskes iboende godhed. Men krigen afslører, at vores godhed er en overfladisk illusion. Det står langt værre til med os, end vi umiddelbart tror. Bibelen har altid sagt det meget kategorisk. Men krigen i Europa afslører, at Bibelen desværre har ret.
Krig afslører Guds vrede
For det andet afslører krig Guds vrede og straf mod al vores indre ondskab og grusomhed. Biologisk set er døden en proces. I krig og ved ulykker kan døden være grusom. Men i Bibelen er døden Guds straf over vores indre ondskab.
I vores tid må Gud ikke være vred. Han har at opføre sig som en overbærende bedstefar, der ryster på hovedet af de børnebørn, der mopper hinanden og lader deres ego frit udfolde sig. Men han blander sig ikke, selv om han ind imellem synes, det er synd for os.
Vi mennesker må derimod gerne blive vrede. En god politiker skal helst være virkelig vred et par gange om ugen – over ventetider på hospitaler, benzinpriser m.v. Hvis ikke vi kan finde en menneskelig instans at rette vores vrede imod, er det på sin plads at blive vred på Gud og skælde ham godt og grundigt ud.
Vi har brug for et bibelsk perspektiv, som kan være en modkultur til det, der hærger vores tid. Det tilkommer ikke os at skælde ud på Gud, fordi børn og uskyldige dør i Ukraine. Vi er jo nært beslægtede ikke bare med ofrene, men med bødlerne. Den samme grusomhed, de udviser, bor også i vores indre. Det er Gud, som sender og tillader krig, pandemier og naturkatastrofer over verden. Det er domstegn, som er udløst af syndefaldet og dets konsekvenser. Samtidig er det et kald til syndsbekendelse og omvendelse. Vi må lægge os fladt ned og sige: Jeg har syndet i tanke, ord og handling.
I sit forsyn med os og med verden lader Gud disse ulykker ramme os, for at vi skal søge ham og hans frifindelse fra den evige dom og få del i hans frelse.
Modtrækket er bod og bøn – bededag eller ej
Vores vigtigste modtræk mod krigen i Europa er bod og bøn. Det har det altid været i kirkens liv. Og det skal afskaffelsen af 4. fredag efter påske som landsdækkende bods- og bededag ikke ændre på
