Uselviskhed og næstekærlighed går hånd i hånd med sund selvinteresse og egenomsorg og kræver ikke, at vi altid fornægter os selv.
Egoisme og selvforglemmelse. På spektret mellem de to ekstremer hælder de fleste af os over mod egoisme. Det gør jeg i hvert fald. Sådan nogle som os nyder godt af at løfte blikket fra vores navlefnuller og placere vores fokus på noget andet end os selv.
Selvforglemmelse er på mange måder frigørende og prisværdigt. Men jeg har opdaget, at blandt dem, som hælder mere mod selvforglemmelse, lurer der en snedig last. En kilde til indre ufred og selvpineri. Jeg har fanget flere af disse velmenende og samvittighedsfulde personer i at formode et fromt, men misforstået etisk princip: “Du må ikke tænke på dig selv, for det er egoistisk.”
Det lyder kristeligt og godt. Men det er det ikke helt. Jeg tror faktisk, at det er et skadeligt princip at gå med i sine tanker i længden. Falder tanken på dem selv, svinger princippet ubarmhjertigt pisken over deres ømme inderside. Svirp. “Nu er du egoistisk” dømmer den indre dommer.
Til dig der tænker sådan, vil jeg bare sige: Du må godt tænke på dig selv. Du skal faktisk tænke på dig selv. Ikke hele tiden. Men ofte.
Eller mere præcist: “Du skal ofte tænke på, hvad der er godt – også for dig selv.” Ellers forsømmer du dig selv og din pligt til at leve et godt liv.
Jeg kan bedre lide dette princip, fordi fokusset først og fremmest er på det gode, hvilket retter blikket på noget andet og mere end egoet og dets subjektivt følte længsler. Samtidig rummer formuleringen en anerkendelse af, at vi har brug for at sørge for os selv, uden at det betyder egoisme.
Har vi Gud med i det? Ja, det tror jeg. Næstekærlighedsbuddet forudsætter som en selvfølgelighed, at vi elsker os selv. Nogle gange kræver næstekærlighed, at vi tilsidesætter os selv og giver afkald. Men det er ikke almentilstanden. Uselviskhed og næstekærlighed går hånd i hånd med sund selvinteresse og egenomsorg og kræver ikke, at vi altid fornægter os selv. Sund selvinteresse og egenomsorg er kærlig og hensynsfuld behandling af en selv. Det er ganske enkelt selvforvaltning. Og forvalterskab er villet af Gud. Gud har sat os som verdens forvaltere – os selv indkluderet. Vi er en del af verden.
Vi må forstå, hvem vi er. Vi er begrænsede og skrøbelige mennesker, der ikke er i stand til leve gode liv eller være noget for andre mennesker, hvis ikke vi sørger ordentligt for os selv. “Du må ikke tænke på dig selv, for det er egoistisk” er et umenneskeligt princip, der kun fører til samvittighedsnag og ufred med sig selv. Vi er ikke Gud og skal heller ikke være det. Derfor bør du gå i rette med din samvittighed, hvis den straffer dig for at se efter dine behov. Din samvittighed er ikke ufejlbarlig. Den kan sagtens være overfølsom og have brug for en kærlig kalibrering.
Du og dine behov har nemlig lov til at være til. At fastholde det gør dig ikke til et egoistisk menneske.
