Jeg mener ikke, vi skal være i folkekirken for enhver pris. Men når mulighederne er der, så skal vi da bruge dem!
For et par år siden blev min mand ansat som sognepræst i et tresogns-pastorat.
De mindre flersogns-pastorater – hvor min mand ville blive den eneste præst – var altid en klar førsteprioritet for os. Det undrede mange. Hvorfor ville vi ikke ind til en af de større byer med en større menighed?
Der er brug for gode menigheder i de større byer, det er der slet ingen tvivl om! Men i dette indlæg vil jeg sætte ord på noget af det, vi måske ikke hører så tit.
Missionsfolket centraliserer sig mere og mere i store fællesskaber, der kan levere det hele. Og det mener jeg er en vældig fejltagelse. Folkekirken generelt er også begyndt at sammenlægge mere.
Vi vil gerne drive kirken professionelt og holde et vist niveau. På nogle områder er det selvfølgelig befordrende! Tingene skal gerne fungere og give mening.
Men i det længere perspektiv tror jeg faktisk, at det forholder sig lige omvendt, hvis målet er, at flere skal få et forhold til kirken og derigennem evangeliet.
Sammenlægninger, centralisering samt de yngre generationers fravalg af mindre menigheder affolker store geografiske områder for kristne på den lange bane. Det skaber for det første svære betingelser, når missionsbefalingen skal omsættes til praksis. Det kan mange af os godt se, hvis vi nu er helt ærlige…
Det, som kan være vanskeligere at få øje på, er, at det, for det andet, heller ikke nødvendigvis er gavnligt for det menighedsopbyggende arbejde indadtil i menigheden. Altså, for menighedens fastholdelse over tid.
Selvom det kan føles dejligt nu og her, at vi er mange samlet på ét sted til gudstjeneste i stedet for at være spredt over et større område i flere mindre fællesskaber, kan det faktisk være et udtryk for, at tilslutningen til kirken går den forkerte vej.
Når man, som et eksempel, lægger flere mindre menighedsråd sammen for at gøre det hele nemmere, så mister man uvurderlige ambassadører for kirken. De tager ofte stort ejerskab i deres eget lokalområde og hiver andre med i kirke, som ellers ikke var kommet. De fortæller andre om kirkens arbejde og hjælper således også med rekruttering af nye til menighedsrådet eller andre opgaver på sigt.
Vigtigst af alt, så møder mennesker evangeliet igennem dem! Alene af den grund, at der faktisk var nogen kristne til stede.
Mindre flersogns-pastorater i folkekirken er derfor i min optik retro i allerbedste stil! En ret unik mulighed for både mission udadtil og menighedsopbygning indadtil.
Men – det forudsætter selvfølgelig, at vi kan få lov at være her med vores teologi. Jeg mener ikke, vi skal være i folkekirken for enhver pris. Men når mulighederne er der, så skal vi da bruge dem!
