Ny pakke med fire fine fastesange

Til glæde og fornyelse af sangen i menigheden stiller forfattere og komponister nu fire nye sange til rådighed for menighederne.

En sangpakke med nye sange er nu klar til alle, der vil bruge dem. Sangene egner sig særligt til faste, men et par af dem er også generelt velegnede til hhv. dåb og nadver.

Sangpakken består af tekst, noder og en indspilning med sang, klaver og tekst. Det hele ligger på ELN’s hjemmeside, hvor der også er henvisning til indspilningerne på Youtube.

Sangteksterne er skrevet af Ketty Dahl, Frederik Berggren Smidt og Roar Steffensen, mens de nye melodier er komponerede af Bjarke Clausen, Peter Sander Andersen og Torsten Borbye Nielsen. En enkelt af sangene bliver sunget på en kendt melodi fra salmebogen.

Pakken med sange til faste er den anden pakke, som ELN distribuerer. Den første kom til advent med otte sange.

I forbindelse med adventspakken nævnte Roar Steffensen, en af initiativtagerne, at der er mindst tre gode grunde til at skabe nye sange.

”For det første, så vil vi rigtig gerne være med til at fremme fællessangen i menighederne.

For det andet er det vigtigt, at vi får sunget noget god, luthersk teologi. Hjemme hos os siger vi, at ’vi synger, det vi tror. Og vi tror, det vi synger’. Lovsang og fællessang er faktisk meget formativt for, hvad vi tror.

Og for det tredje, så fik vi ideen, fordi en del skriver nye sange og salmer, og hvis ikke lige der kommer en ny sangbog, så kan det være svært at få dem delt. Hvis ikke sangene når længere end til skuffen, så tærer det på motivationen til at skrive,” siger Roar Steffensen.

Du kan finde alle sangene med link til tekst, noder og indspilning lige her

Indspilningerne er lavet i Skjern Bykirke. Lea Rugager Kristensen synger og Merete Steffensen akkompagnerer, mens Mogens Jacobi Olesen står for teknikken.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights