“Det er for mig ikke prædikenen, der er højdepunktet i gudstjenesten, det er nok den del, jeg bedst kan undvære”. Sådan cirka sagde en foredragsholder, jeg hørte for nylig og det efterlod mig med både forundring en vis tristhed. Foredraget handlede bla. om gudstjenestens status og betydning.
Nu er det næppe hensigten at gudstjenestens mange og velkomponerede dele, indbyrdes skal “konkurrere”. Men hvis jeg selv skulle prioritere, ville prædikenen stå, som et af gudstjenestens absolutte højdepunkter – hvor nødigt jeg end vil undvære dåb, nadver, salmer, velsignelse og bøn, som også prædiker Guds ord så stærkt og levende.
Jeg glæder mig altid særlig meget til prædikenen og føler mig slemt skuffet og snydt, hvis den er for kort eller mere tager form af en lille, let og hurtig andagt, end af en fordybet og gedigen prædiken og tekstudlægning.
Foredragsholderens tilkendegivelse og andre lignende, jeg har mødt, gav anledning til nogle refleksioner:
Har prædiken, undervisning og oplæring fået en mindre central plads i gudstjenesten og i kristne menigheder?
Hvis den har, hvilken indvirkning har det så på den enkeltes brug og prioritering af Ordet? Er f.eks daglig, personlig andagt og andagt i fælleskab med andre på vej til at blive en saga blot?
En tydelig tendens i tiden er, at mange søger retning og indhold i livet gennem det mere følelses- og oplevelsesbetonede end gennem det faktuelle, tanken og intellektet. Kristne og kirken præges uundgåeligt af de strømninger, og det kan let skabe trangere kår for noget så basalt og “tørt” som bibelundervisning og bibellæsning. Underet er dog, at Ordet fortsat skaber, hvad det nævner, og derfor kommer oplevelser og følelser også til den, som ikke direkte søger det, men som søger i Ordet. Det er en gennemgående bibelsk tanke, at man ser Jesus ved at høre ham.
Det trækker fulde huse, når der indbydes til at høre om forskellige menneskers møde med Jesus – vel at mærke gennem overnaturlige oplevelser, i et syn el.lign.
Det må være en gave at få lov at se Jesus i et syn, og det er godt, at mennesker, som har haft den slags oplevelser, ikke skal gå med dem for sig selv og frygte at blive betragtet som sværmeriske eller upålidelige. Men kristnes vidnesbyrd til alle tider, om at have set Jesus ved at høre ham gennem prædiken eller læsning, er jo ikke mindre fantastisk eller oplevelsesrigt, tværtimod! For det gælder jo nødvendigvis for alle kristne, at de har mødt Jesus. Men hvor mange vil mon komme, hvis der annonceres med, at nogen vil fortælle om deres møde med Jesus – vel at mærke gennem Bibelens ord?
Den jødiske tradition med at bære Guds ord fysisk på sig i en lille kasse på panden og i et bånd viklet om armen, ved hhv. hoved og hjerte, gør et meget stærkt indtryk, hvor fjernt det end ligger os at skulle gøre noget lignende. Men budskabet: at vi aldrig kan få Guds ord tæt nok på, integreret nok i vores liv, i tanke, sind og krop, det er altafgørende!
